Lyt til artiklen:

Stor anlægsgartner taber lidt på bundlinjen

00:00
Hastighed: ???x
03:20

Selvom der har været tale om et stabilt aktivitetsniveau gennem seneste regnskabsår for den store jyske anlægsgartner Buus A/S, så har virksomheden haft en nedgang på bundlinjen. Således endte resultatet før skat på 2,4 millioner kroner for perioden 1. juli 2022 til 30. juni 2023 mod 4,5 millioner året før. Det viser årsregnskabet, der blev offentliggjort i december.

- Vores mål for regnskabsåret var et resultat på fire til frem millioner kroner før skat. At vi kun opnår et resultat på 2,4 millioner så vi allerede komme, da vi gik ind i vinteren 2022, hvor vi måtte nedskrive forventningerne til to større anlægsentrepriser, samtidig med at der var uro i form af krig, stigende prisniveau på materialer og energi og hermed faldende aktiviteter i byggebranchen, siger administrerende direktør og stifter Kristian Buus.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Oven i et nervøst marked blev Buus A/S også ramt af en brand i administrationsbygningen i Aarhus, der betød, at man måtte fraflytte kontoret i fire måneder.

Grøn fremtid

- Vi ser optimistisk på årene fremover, ikke mindst pga. den grønne omstilling og også det øgede fokus på miljøcertificeringer i bygge- og anlægsbranchen. På den baggrund mærker vi i et stigende behov for vores fagkundskab med etablering af grønne områder med høj naturmæssig kvalitet. Det er vi naturligvis glade for. Verden er desværre fortsat urolig, og der er ingen tvivl om, at det også denne gang er svært at spå om aktivitetsniveauet i bygge- og anlægsbranchen. Vores ambition for 2023/24 er dog at lande på 4-5 millioner kroner før skat, og det mål arbejder vi naturligvis aktivt frem i mod, siger han.

Koncernen har også internt fuld fokus på grøn omstilling.

- Buus A/S har mange kunder, hvor ESG-rapportering er et lovkrav i 2024, og som leverandører og ansvarlig virksomhed skal vi naturligvis også mindske vores aftryk på kloden mest muligt. Derfor har vi nu ansat en medarbejder med ansvar for bæredygtighed, og vi forventer i indeværende regnskabsår at offentliggøre vores første klimaregnskab, og hvis muligt endda vores første egentlige bæredygtighedsregnskab. Vi er i fuld gang med at omstille vores virksomhed og arbejder bl.a. hårdt på at reducere vores CO2-udledning ved at opnå 100 procent eldrevne person- og varebiler i 2030, indføre 100 procent pesticidfri ukrudtsbekæmpelse pr. 1. januar 2024, kigge på alternativer til eksempelvis sphagnum og meget andet. Det er en omfattende men vigtig proces, som er et led i vores allerede igangsatte arbejde med vores Buus-mål, der bygger på FN's Verdensmål, slutter direktøren.

Buus A/S har afdelinger i Aarhus og Aalborg men arbejder på projekter i hele landet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Virksomheden er specialiserede som anlægsgartnere, brolæggere, regnvandskonsulenter og kloakmestre.