Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Stort faldt i antallet af juletræsbedrifter: Importen fordoblet
En ny opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at antallet af juletræsplantager i Danmark på 12 år er faldet med 31,42 procent. I år er der 2.400 danske bedrifter, der leverer de sæsonpopulære grantræer til både danske og udenlandske hjem.
Men selv om der altså er 1.100 færre, der dyrker juletræer, så er arealet næsten det samme; nemlig 20.500 hektar.
- Det er en tendens, vi ser flere steder inden for landbruget; at bedrifterne bliver større, men til gengæld er der færre af dem. For juletræer er det især i Region Syddanmark og Region Nordjylland, vi kan se denne ændring. Det er de regioner, der med 10 hektar i gennemsnit har flest hektar per bedrift. Det er en stigning på henholdsvis fire og tre hektar i gennemsnit per bedrift i Region Syddanmark og Region Nordjylland, siger Karsten Larsen, der er fuldmægtig i Danmarks Statistik i en pressemeddelelse.
Region Syddanmark er samtidig den eneste region, hvor antallet af hektar er steget, med 39 procent siden 2012. Det er samtidig den region med næstflest bedrifter, selvom antallet er faldet 24 procent siden 2012.
Region Midtjylland og Region Syddanmark er de regioner, der har flest hektar med juletræer, mens Region Hovedstaden både har langt færre hektar og bedrifter end de andre regioner.
Lavere omsætning på juletræer
Siden 2012 er landbrugenes bruttofaktorindkomst på juletræer og pyntegrønt faldet med 16 procent. I 2022 lød indkomsten på 935 millioner kroner, hvilket er knap 200 millioner kroner mindre end i 2012 i løbende priser. Bruttofaktorindkomsten var i 2022 den højeste siden 2013, hvor den lød på næsten 1,2 milliarder kroner.
Prisen på juletræer er steget en smule i perioden fra 2012 til 2022, og samtidig er salget til det danske marked stort set uændret. Den lavere indkomst i 2022 sammenlignet med 2012 skyldes derfor, at værdien af eksporten i 2022 lå på et lavere niveau end i 2012.
Øget import af juletræer
Når man ser på udviklingen af importen af juletræer, kunne det tyde på, at flere vælger et udenlandsk træ. I 2022 importerede Danmark for 47 millioner kroner juletræer, hvilket er mere end dobbelt så højt som i 2012, hvor vores udenlandske indkøb af juletræer lød på 18 millioner kroner.
To tredjedele af de juletræer, vi importerede i 2022, kom fra Polen, og lige knap hver ottende kom fra Tyskland.
På trods af, at vi bruger flere penge på at importere juletræer, har vi altid eksporteret for langt mere af de grønne nåletræer, selvom værdien af eksporten er faldet siden 2012. I 2022 eksporterede vi for 762 millioner kroner, hvilket er et fald på 26 procent siden 2012, hvor vi rundede en milliard kroner i omsætning fra eksporterede juletræer.
To femtedele af de danske juletræer blev i 2022 sendt over grænsen til Tyskland, mens den næststørste del skulle til Frankrig.