Lyt til artiklen:

EU-afstemning om gummigranulat til kunstgræsbaner er udskudt

00:00
Hastighed: ???x
02:00

Plastic Change er skuffede over endnu en forsinkelse af EU's begrænsning af bevidst tilsat mikroplast, der skulle have været stemt om onsdag den 1. marts.

Et forslag fra EU-Kommissionen om at begrænse tilsat mikroplastik i en række forbrugerprodukter skulle i går have været til afstemning i EU, men afstemningen blev udskudt.

Mikroplastik er på ingredienslisten i blandt andet gummigranulat fra bildæk som fyld i kunstgræsbaner til sport. Med en forurening på cirka 36.000 tons mikropartikler om året, der resulterer i en række negative konsekvenser for miljøet og med voksende bevis for potentielle sundhedseffekter hos mennesker, er holdningen fra Plastic Change klar: Jo hurtigere der vedtages en begrænsning mod brug af tilsat mikroplastik desto bedre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Mikroplast skader vores miljø, og derfor har et forbud været undervejs i årevis. Jeg håber, at den seneste forsinkelse blot er udtryk for, at medlemsstaterne er ved at foretage de sidste justeringer for at sikre, at reglerne er tilstrækkelige til at beskytte vores miljø. Jeg ser frem til, og tror stadig på, at forslaget, herunder et forbud mod gummigranulat som infill på kunstgræsbaner vedtages snarest, udtaler Anne Aittomaki, strategisk direktør i Plastic Change.

Plastic Change opfordrer miljøminister Magnus Heunicke til at støtte EU-Kommissionens forslag om en generel begrænsning af tilsat mikroplast og nanoplast til ikke-essentiel brug samt et fuldt forbud mod gummigranulat som infill på kunstgræsbaner.

Gummigranulat fra kunstgræsbaner er ifølge EU's kemikalieagentur (ECHA) den største enkeltstående kilde til udledning af bevidst tilsat mikroplastik med en udledning på ca. 16.000 ton om året. EU's forslag er ikke et forbud mod kunstgræsbaner som sådan, men et forbud mod at bruge netop gummigranulat fra bildæk som fyldmateriale i banerne. EU's forslag indebærer desuden en seks års overgangsperiode, som giver mulighed for at man rundt i de danske kommuner og fodboldklubber kan afsøge de alternativer til gummigranulat som allerede findes, og som nogle kommuner allerede bruger.