Lyt til artiklen:

Udlejer har mod på mere

00:00
Hastighed: ???x
02:44

Næppe har PV-Udlejning A/S åbnet ny afdeling i Holbæk, før udlejer Peter Vest lægger an til at fortsætte kompasset rundt.

Peter Vest er manden bag udlejningsvirksomheden PV-Udlejning A/S med hovedafdeling i Ølstykke. Han havde dårligt fået åbnet sin nye afdeling i Holbæk, inden han begyndte at tale om yderligere ikke én, men to afdelinger flere.

- Vi skal både til Nordsjælland og længere ind mod København. Det har vi brug for to nye afdelinger til, foruden de fire, som PV-Udlejning nu består af, forklarer Peter Vest i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med udgangspunkt i hovedkvarteret i Ølstykke, har udlejningsfirmaet allerede bevæget sig mod nord til Hillerød, mod syd til Hedehusene og allersenest mod vest til Holbæk. Men Peter Vest vil længere mod nord end Hillerød. Og så skal et PV-skilt altså også op på en facade et sted omkring København, hvor firmaet allerede har mange kunder.

Mange nye maskiner

- Jeg har varskoet vores faste maskinleverandør Scantruck A/S om, at vi kommer og hiver ganske meget mere ned af hylderne. I forvejen har jeg netop bestilt seks nye Komatsu to-tons gravemaskiner, seks nye Manitou-bomlifte, nogle Manitou-minilæssere med teleskoparm og også nogle Weycor-minilæssere. Men når vi kommer videre med planerne om de to nye afdelinger, skal jeg have fat i salgskonsulent Michael Lehnshøj og Kurt Møller hos Scantruck igen. Så skal han naturligvis have en del flere maskiner med på ordreblokken, siger Peter Vest.

- Det er vigtigt, at vi er i niveau med vores kunder og deres ønsker. Blandt andet har vi stor forespørgsel på lifte, som vi vil være gearet til at efterkomme. Og det er Scantruck, der leverer 90 procent af vores lifte. Hovedparten er Manitou-maskiner, som er nemme for vores kunder at finde ud af. Men vi har også lifte fra 15 til 33 meter fra Platform Basket, som også forhandles af Scantruck, fortæller Peter Vest.

Startede med toiletter

Ølstykke-udlejeren med det stadigt voksende net af satellitter havde slet ikke maskiner på programmet, da Peter Vest og hans far, Hans Vest, startede firmaet sammen for 27 år siden. Det skete under firmanavnet P.V. Mobiltoiletudlejning. Men entreprenører og håndværkere har behov for andet og mere end toiletter, når der skal være aktivitet på byggepladserne. Så i 2008 blev konceptet udvidet til også at omfatte udlejning af entreprenørmaskiner.

I 2012 blev virksomheden til et aktieselskab, og navnet blev ændret fra P.V. Mobiltoiletudlejning til PV-Udlejning A/S. Samme år etablerede Peter Vest en afdeling i Hillerød. Siden fulgte Hedehusene, og lige inden årsskiftet slog Vest også porten op i Øst, da han åbnede sin fjerde afdeling på Tåstruphøj i den sydlige del af Holbæk.