Lyt til artiklen:

På jagt efter sten til ny havnatur ved Femern

00:00
Hastighed: ???x
01:41

Der skal etableres et stort stenrev på over 42 hektar tæt på den tyske ø Fehmarn. Femern A/S undersøger derfor markedet for at få oplysninger om tilgængeligheden af egnede sten.

Med byggeriet af Femern Bælt-tunnelen mellem Danmark og Tyskland følger samtidig et krav om oprettelse af erstatningsnatur på land og i havet.

Femern A/S, der er statens bygherre på den 18 kilomenter lange sænketunnel, skal derfor etablere et nyt, stort stenrev på 42,5 hektar ved Sagas Bank sydøst for øen Fehmarn, som bliver en gevinst for områdets plante- og dyreliv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det nye stenrev kræver omkring 150.000 ton sten, som skal opfylde en række krav, der på forhånd er blevet aftalt med de tyske myndigheder, fortæller Stefanie Knörck, miljø- og myndighedschef i Femern A/S.

- Naturen skal naturligvis have de bedst mulige betingelser. Derfor stiller vi meget specifikke krav til de sten, vi bruger i revet. Det kræver et grundigt forarbejde, og derfor vil vi gerne i kontakt med mulige leverandører for at danne os et overblik over markedet, siger Stefanie Knörck.

Frem til den 30. marts 2023 gennemfører Femern A/S en markedsundersøgelse for at indhente oplysninger om mulige leverandører og tilgængeligheden af egnede sten.

Blot ét eksempel på krav til stenene er, at de skal stamme fra istiden og være ubrudte. Stenenes størrelse spiller også en rolle, så de svarer til dem, der er gået tabt ved årtiers stenfiskeri i Femern Bælt. Således bør hovedparten af stenene komme fra Østersøområdet og have en diameter på 60-100 cm.

Femern A/S forventer at opgaven med at etablere det endelige stenrev bliver udbudt i 2024.