Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Ny bypark på 15 hektar får fjordmuslinger som stibelægninger
Første fase af anlægsarbejdet for Stigsborg Naturpark gik i gang lige før nytår. Arkil er projektets entreprenør.
En ny bypark på kanten af Limfjorden i Aalborg er ved at tage form.
Her skal kridtaflejringer skabe opholdsrum, og fjordmuslinger skal fungere som stibelægninger nogle steder i parken.
Derudover skal forskellige jordlag afskærme og rense den tidligere industris efterladte jordforurening, og salt-, ler- og sandlag skal skabe læringsrum om Aalborgs industrihistorie.
I Stigsborg Naturpark bliver Aalborgs naturgrundlag og geologiske historie bogstavelig talt grundlaget for parkens programmering, rummeligheder og funktion.
Det skriver tegnestuen SLA i en pressemeddelelse. Tegnestuen har vundet opgaven om at skabe Stigsborg Naturpark med aktiviteter og naturoplevelser for alle aalborgensere i alle aldre.
Når Stigsborg Naturpark står færdig, bliver den med sine 15 hektar Aalborgs største bypark.
Arkil er projektets entreprenør og gik i gang med første fase af anlægsarbejdet lige før nytår.
Økosystemer og høj biodiversitet
Parken ligger i Aalborgs nye bydel Stigsborg, som er et af Danmarks største kystnære udviklingsprojekter.
Den nye bydel omdanner den tidligere industri- og havnefront i Nørresundby til moderne by og vil i fremtiden indeholde op mod 4000 boliger foruden skole, dagsinstitutioner, caféer og butikker.

SLA's design af Stigsborg Naturpark bruger fjordlandskabets geologi og eksisterende naturhabitater til at skabe en moderne naturpark, der ved hjælp af økosystemer og høj biodiversitet skaber rammen om en lang række rekreations- lærings- og aktivitetsmuligheder.
Det centrale element i byparken er Aalborgs og Limfjordens unikke geologi, hvis periodiske lag, geologiske aflejringer og industrielle råstoffer udgør rygsøjlen i parkens design, skriver SLA.
- Aalborgs unikke kvalitet er dens undergrund - en undergrund der ikke bare har afgjort byens fysiske placering, men også formet dens historiske, industrielle og sociale udvikling, fortæller tegnestuechef for SLA i Aarhus, Karsten Thorlund, i pressemeddelelsen.
- Ved at fundere Stigsborg Naturpark i byens geologi, råstoffer og nærhed til Limfjorden skaber vi en helt særegen park med kvaliteter, aktiviteter og naturoplevelser, der ikke findes andre steder, fortsætter tegnestuechefen.
En bilfri zone
Aktiviteterne i Stigborg Naturpark bliver samlet i Det Urbane Bånd, som bliver en bilfri zone med aktiviteter, der knytter sig til både skole- og fritidsliv, herunder sportsaktiviteter, legepladser, skater-anlæg, caféer og læringsområder.

Derudover skal byparken også fungere som skolegård og aktivt læringslandskab for Stigborgs kommende børne- og ungeunivers.
Parken bliver således stedet, hvor børn og voksne kan benytte alle parkens faciliteter og naturrum og sammen lære om Aalborgs historie og tilblivelse - fra de tidligste geologiske tidsaldre til den moderne industrihistorie.
