Lyt til artiklen:

Ole ville arbejde udendørs

00:00
Hastighed: ???x
07:53

Ole Wejlstrup blev sidste generation ud af fire i spidsen for en tøjbutik i Holstebro Centrum. Man skal ikke være bange for at skifte branche, mener den 52-årige vestjyde, der snart er udlært anlægsgartner.

- Det kunne være fedt at gå udenfor og tjene sine penge.

Det var tanken, der lå til grund for Ole Wejlstrups beslutning om at skifte tøjbranchen ud med entreprenørbranchen og anlægsgartnerfaget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den opstod i forbindelse med den daglige cykeltur til og fra hans arbejde i en tøjbutik i det centrale Holstebro, som han var fjerde generation i spidsen for. Her kom Ole Wejlstrup nemlig ofte om ved folk, der gik og arbejdede med forskellige entreprenør- og anlægsopgaver.

- Det voksede bare i maven på mig, fortæller den 52-årige holstebroer.

I 25 år havde han ejet og drevet tøjbutikken, men det var han blevet træt af.

- Jeg stod jo altid indenfor. Seks dage om ugen. Jeg var simpelthen bare blevet træt af det, fortæller Ole Wejlstrup.

Da hans far døde, blev han enig med sig selv om, at det var på tide at stoppe.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der var ikke nogen, der ville takke mig for at fortsætte 25 år mere. Og så tænkte jeg, at jeg havde mere energi til at komme af med butikken dengang, end jeg har om 20 år, fortæller han.

Fik smag for det

Så han udbød butikken til leje og begyndte at trykke en af sine kunder på maven.

- Jeg kendte ham og vidste, at han havde en lille anlægsgartnervirksomhed, så jeg spurgte ham, om han udelukkende havde uddannede folk i sin virksomhed, fortæller Ole Wejlstrup.

Nysgerrig som kunden var, skulle han høre, om Ole Wejlstrup var i gang med at søge job. På det tidspunkt var det ikke højaktuelt, for han var endnu ikke kommet af med sin butik. Men han ville ikke afvise det helt.

- Du kan bare ringe. Så har du et job, sagde kunden dengang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er slet ikke så farligt.

- Ole Wejlstrup, anlægsgartner hos Kaj Bech om at skifte branche.

Den opringning lod dog vente på sig, for Ole Wejlstrup havde mere end almindeligt svært ved at komme af med tøjbutikken, og da det hele endelig så ud til at flaske sig, to og et halvt år efter han havde udbudt butikken, gik aftalen i vasken. Men nok var nok.

- Så måtte det stå tomt, tænkte Ole Wejlstrup.

Så han foretog det føromtalte opkald og fik job hos den tidligere kunde. Her gik han et års tid og fik smag for tilværelsen som anlægsgartner, men Ole Wejlstrup ville gerne uddannes, og det kunne den tidligere kunde og daværende chef ikke tilbyde.

Alberte kører dumper i sabbatåret

Se også:

Alberte kører dumper i sabbatåret

- Det betød noget. Hvis jeg skulle finde mig til rette i et nyt fag, så ville jeg gerne vide, at det, jeg gik og lavede, var rigtigt. Det skulle ikke bare være godt nok. Det skulle være i orden, fortæller Ole Wejlstrup.

Stor lærelyst

Derfor tog Ole Wejlstrup kontakt til den lokale entreprenør Kaj Bech A/S, og blev bedt om at komme forbi den efterfølgende dag. En uge senere startede han i lære som anlægsgartner og begyndte sidenhen sit undervisningsforløb på Jordbrugets Uddannelsescenter I Beder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det var lidt specielt at starte i skole sammen med alle de unge. Da jeg kom første gang, troede de jo, at jeg var lærer på skolen, fortæller Ole Wejlstrup og griner.

rich-media-9
Ole Wejlstrup er taknemmelig for, at Kaj Bech A/S viste ham tillid og gav ham chancen. Foto: Tim Søgaard.

Han fandt dog hurtigt sammen i en gruppe med elever, der ligesom ham selv havde valgt anlægsgartnertilværelsen til på et relativt sent tidpunkt i livet.

- Vi kalder vores gruppe for ældresagen, og vi kan godt lide at nørde lidt og sætte barren lidt højt. Det er meget fedt, siger Ole Wejlstrup.

Han har svært ved at skjule sin lærelyst og begejstring for undervisningen.

- Jeg synes jo, at det var fedt at komme derind, og så står der er en voksen mand eller dame, som vil lære dig alt det, vedkommende overhovedet ved om faget. Så uddannelsen - den har jeg ikke fortrudt, siger Ole Wejlstrup.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det handler om at skabe noget

Og den store lyst til at lære har også skinnet igennem i tiden hos Kaj Bech A/S.

- Jeg har været i den heldige situation, at jeg har fået lov til at komme med rundt til næsten alle slags opgaver her. Det har jeg været rigtig glad for, siger Ole Wejlstrup.

Han har både stiftet bekendtskab med opbygning og vedligehold af det grå segment herunder en række forskellige belægningstyper og det grønne segment, som inkluderer græs, træer og anden bevoksning. Han er glad for de forskelligartede opgaver, og han kan godt lide håndværket.

- Det er det der med at skabe noget. Mange af de ting, jeg er med til at lave, vil jeg også kunne pege på om 20 år og sige, at jeg har været med til at lave. Sådan var det ikke i tøjbutikken, siger Ole Wejlstrup.

En gladere mand

Det er bare én af grundende til, at han ikke ikke fortryder sit brancheskifte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg savner ikke det andet. Overhovedet. Efter to og et halvt år tror jeg også, man bliver afklaret med mange ting, siger han.

Anlægsbranchen mangler hænder, men hvor skal de komme fra?

Se også:

Anlægsbranchen mangler hænder, men hvor skal de komme fra?

Og så gør det heller ikke noget, at han har fået mere tid. For med et helt almindeligt fuldtidsjob er der pludselig noget, der hedder weekend.

- Jeg føler, at jeg har fået en ferie hver uge. Det tog mig faktisk et par år, før jeg sådan rigtig lærte, at jeg først skulle møde om mandagen igen, når jeg fik fri fredag klokken 15.00, fortæller Ole Wejlstrup.

Han mener også, at familien kan mærke på ham, at han føler sig bedre tilpas.

- Jeg tror, de kan mærke, at når jeg stiller cyklen og går henover gårdspladsen, så er det i højere grad med oprejst pande. Jeg er lidt mere glad, når jeg kommer hjem, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor står det også klart, at tilværelsen som selvstændig er et helt og aldeles overstået kapitel for Ole Wejlstrup.

- Det skal jeg ikke igen. Det er helt sikkert, siger han.

Han føler sig simpelthen bare bedre tilpas som lønmodtager.

- Der er ikke nogen, der stiller krav til, at du tænker på dit arbejde, når du kommer hjem. Der er styr på det. Det giver sådan en ro, siger han og erkender, at han alligevel ikke helt kan lade være med at tænke på det nogle gange. Men det er kun fordi, det interesserer ham - ikke fordi han skal, fastslår han.

rich-media-14
Ole Wejlstrup elsker at være med til at skabe noget. Foto: Tim Søgaard.

Han håber, at han kan fortsætte hos Kaj Bech A/S, når svendebrevet er i hus til maj.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er bare et godt sted at være. Der er en god og familiær ånd i firmaet. Den gamle devise om frihed under ansvar skinner igennem, og jeg har ikke mødt nogen her, som jeg ikke kunne holde ud at arbejde med, siger Ole Wejlstrup og fortsætter:

- Jeg har også været overrasket over Kaj Bech A/S. Tænk, at jeg bare skulle ringe til dem én gang. Jeg synes jo, at de har vist mig så meget tillid ved at tro på, at jeg kunne det her, så derfor vil jeg gerne betale lidt tilbage, siger Ole Wejlstrup.

Ifølge ham er det med at vise tillid til mennesker et gennemgående tema hos entreprenøren.

- De rummer mange forskellige typer. Der er plads til alle, og det, synes jeg, er flot, siger han.

Ufarligt at skifte branche

Hvis man ligesom Ole Wejlstrup går med tanken om at skifte branche, så skal man ikke være bange for at tage springet, siger han.

- Det er slet ikke så farligt. Man skal selvfølgelig overveje det grundigt og tage familien med på råd, men man skal ikke være bange for at skifte retning, siger han.

Han mener, at det er væsentligt lettere at skifte branche i dag - og især til entreprenør- og anlægsbranchen - end det har været.

- Der er stor mangel på arbejdskraft, og selvom branchen har haft ry for at være hård, så er der i dag så mange redskaber og hjælpemidler, at man efter min mening sagtens vil kunne klare sig igennem arbejdslivet uden at falde fra hinanden henad vejen, siger Ole Wejlstrup.

Gode arbejdsbetingelser og faglig glæde afholder Jesper fra at gå på pension

Se også:

Gode arbejdsbetingelser og faglig glæde afholder Jesper fra at gå på pension

Han tror dog også, at alderen har haft en betydning for, at hans brancheskifte er gået så godt, som det er.

- Nu kan jeg jo ikke tale på andres vegne, men jeg tror, at når man når min alder, har man bare mere livserfaring og respekt for sit arbejde og sine kollegaer. Og så har du ikke de samme forpligtelser, som du har tidligere i livet. Bare det, at børnene har nået en alder, hvor de kan klare sig selv, betyder meget, siger Ole Wejlstrup.

Når det er sagt, skal man heller ikke vente for længe, mener Ole Wejlstrup.

- Det er bøvlet at skifte branche. Men venter du 15 år mere, er det stadig bøvlet. Det undgår man ikke, siger han.