Lyt til artiklen:

78.000 sedumbakker pryder taget på ny genbrugsstation

00:00
Hastighed: ???x
01:56

Buus Anlægsgartner er i færd med at udlægge 840 tons sedum på tagkonstruktionen af det nye RessourceCenter Vejle.

De små sedumbakker skøjter henover taget på det nye storstilede byggeprojekt RessourceCenter Vejle. Her er Buus Anlægsgartner nemlig i fuld sving med at dække den 16.000 kvadratmeter store tagkonstruktion med sedum.

- Vi har været i gang i to uger og udlagt cirka 120 paller med sedumbakker hver dag. Når vi er færdige, har vi udlagt 78.000 bakker, fortæller Silas Overgaard, der er projektleder hos Buus Anlægsgartner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-2
Det nye RessourceCenter Vejle bliver Danmarks første containerfrie genbrugsstation. Foto: Tim Søgaard.

Buus Anlægsgartner er hyret ind til at montere bakkerne, som bliver leveret af BG Byggros. Sedumbakkerne har flere fordele, fortæller Silas Overgaard.

- Det, vi har udlagt, er færdiggroede bakker, der består af nogle planter, noget jord og en drænbakke, som vandet kan passere igennem. Sedumbakkerne har den funktion, at de forsinker vandet i sin vej mod kloakken. Vandet fra et kraftigt regnskyl på 20 minutter kan på den måde forlænges til 4-5 timer. På den måde belastes kloaksystemet ikke i ligeså høj grad, som det ellers ville, siger Silas Overgaard.

rich-media-3
Buus Anlægsgartner har hejst cirka 120 paller med sedumbakker op på taget af den nye genbrugsstation hver dag i 10 dage. Foto: Tim Søgaard.

Udover fordelene i forhold til vandafledning er der naturligvis også de biodiversitetsmæssige gevinster.

- Sedumtaget er også med til at tiltrække bier, svirrefluer og lignende insekter, så det er også godt for biodiversiteten, siger Silas Overgaard.

BG Byggros skriver, at sedumbakkerne kan anvendes på tage med hældning fra 0 - 30 grader. Bakkerne er produceret af genbrugs-plast - PET, som er meget modstandsdygtigt over for varme- og kuldepåvirkninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tagdækkerne skal lige færdiggøre det sidste stykke med tagpap, og så kan Buus Anlægsgartner lægge de sidste sedumbakker på plads. Sedumtaget er et af Danmarks største målt på areal.

Den nye genbrugsstation bliver i øvrigt den første containerfrie af sin slags i Danmark.

rich-media-5
Når sedumtaget er færdigt, er det et af Danmarks største målt på areal. Foto: Tim Søgaard.