Lyt til artiklen:

Hedeselskabet vil måle insektlivet med hjælp fra teknologien

00:00
Hastighed: ???x
02:28

En infrarød fotosensor skal registrere insekter i Hedeselskabets biodiversitetspark i Viborg og skabe viden om dyrelivet på stedet.

Besøgende i Hedeselskabets biodiversitetspark i Viborg vil de kommende måneder kunne støde på et teknologisk aggregat, der ikke tager sig så naturligt ud som resten af parken, der er anlagt for at fremme dyre- og planteliv. Men meningen med udstyret er dog i naturens tjeneste.

Der er nemlig tale om en insektmonitor fra virksomheden FaunaPhotonics, som skal måle insektlivet i biodiversitetsparken, der blev anlagt sidste år. Og nu skal den digitale løsning være med til at give Hedeselskabet et indblik i, hvordan det går med dyrelivet i parken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hedeselskabet leverer tredobling af overskuddet

Se også:

Hedeselskabet leverer tredobling af overskuddet

- I løbet af sommeren 2021 omlagde vi et knap to hektar stort areal fra tætklippet græsplæne til en biodiversitetspark, hvor tiltrækning og understøttelse af dyreliv har været hovedtemaet. Vi kan allerede nu se, at der er mange flere arter, end da det blot var en græsplæne - men med den infrarøde monitor fra FaunaPhotonics kan vi få et bedre indblik i mængde og typerne af insekter, parken har tiltrukket, fortæller Mads Flinterup, der er klima- og biodiversitetschef i Hedeselskabet.

Dokumentation er vigtig

Selve måleenheden består af et lille rør med infrarøde fotosensorer. Sensorerne opfanger forbiflyvende insekters kropsstørrelse, vingestørrelse og vingeslagsfrekvens. Når de tre faktorer derefter sammenregnes, kan de fortælle, hvilken familie insektet tilhører.

FaunaPhotonics' sensor kan endnu ikke gå helt ned på specifik artsniveau for alle insekter, men der arbejdes på at udvikle teknologien, så den kan genkende flere typer insekter. Faktisk kan systemet allerede artsbestemme syv forskellige insekter, og det bliver hele tiden bedre.

rich-media-3
Sensoren skal stå i en biodiversitetspark i Viborg. Foto: Hedeselskabet.

Sensoren er tilkoblet en computerenhed, et batteri og en solcelle, som forlænger batteriets levetid.

For Hedeselskabet giver dataene en værdifuld indsigt i insekternes færden i biodiversitetsparken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Med den data, som sensorerne giver os, kan vi få langt mere viden om, hvad der rører sig af dyreliv i vores biodiversitetspark. Vi ser ind i en fremtid, hvor det ikke er nok at sige, at man forbedrer forholdene for dyrene - det bliver forventet, at man skal kunne bakke det op med data, at ens biodiversitetstiltag rent faktisk virker, lyder det fra Mads Flinterup, som fortsætter:

- Samtidig kan målingerne give os en god indikation af, hvilke elementer der virker godt i vores anlæg, og hvordan vi kan tiltrække forskellige typer insekter.