Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Felixia arbejder for træerne
Det var en regulær fejl, der gjorde, at Felixia Banck endte som arborist, men i dag er hun ét med træerne... og motorsaven - og så har hun et erklæret mål om at kravle op i top ti over de bedste kvindelige atleter indenfor Timbersports.
På en gullig, halvsveden plæne i Universitetsparken i København troner et par store, gamle egetræer. Ned fra et af dem hænger to reb og på græsset ligger et par tasker og en blå drikkedunk. Det er en varm sensommerdag, og folk krydser parken iført korte ærmer og solbriller. Man kan lige høre trafikken fra Nørre Allé, men ellers er her stille. En snes meter fra egetræet står en kvinde iført mørkegrøn top og lange, grå arbejdsbukser ved siden af en stor stub. Hun retter på noget i sit farvestrålende bælte, for hun er ved at gøre sig klar til at skulle op. Op i egetræet.
Det er 35-årige Felixia Banck fra København. Hun er arborist, hvilket med hendes egne ord er et fint ord for klatrende træplejer.
Da Grøn Teknik møder hende, er hun tydeligt ivrig og nærmest allerede klar til at springe op i egetræet, men hun går med til at sætte sig på stubben og tage en snak først.
En arborist er en, der ved noget om biologien i træer og kan udføre beskæringer eller fældninger oppefra og ned. Det foregår som oftest for private, men nogle gange kan man også have opgaver for kommuner.
Felixia Banck har været arborist i tre år - noget af tiden i lære, og i april indeværende år besluttede hun at starte sin egen enkeltmandsvirksomhed Smileaf.
- Det er gået så godt, og jeg har været virkelig glad for det, siger hun om den beslutning.
Mange arborister har en enkeltmandsvirksomhed, som Felixia Banck har, men faktisk skal man være to, for at udføre en opgave. Det skal man, fordi der altid skal være en såkaldt jordmand, der kan hjælpe arboristen ned, såfremt noget går galt.
- Når man er oppe i de der 23-25 meter, så er det lidt for højt for hr. og fru Danmark, siger hun.
Derfor samarbejder arborister meget ofte med hinanden, og omtrent halvdelen af Felixia Bancks opgaver er som jordmand.
En misforståelse
Men det var langtfra planen, at Felixia Banck skulle være arborist. Faktisk har hun det meste af sit liv arbejdet som fotograf.
- Men mit liv tog en vældig koldbøtte, da begge mine forældre gik bort indenfor fire år. Jeg skulle passe min mor, i tiden efter min far døde, og det betød, at jeg blev nødt til at lukke min fotografvirksomhed, fortæller hun.
Efterfølgende ville hun gerne genåbne sin virksomhed, men det kunne hun godt skyde en hvid pind efter, for reglerne tillod ikke, at man åbnede en virksomhed så hurtigt, efter man havde været på offentlig forsørgelse. Derfor stod hun pludselig med et valg, der skulle træffes.
Felixia Banck besluttede sig for at prøve lykken med en ny uddannelse.
- Jeg har altid brugt naturen rigtig meget, og så fandt jeg den her uddannelse som skov- og naturtekniker. Der var også en naturvejleder-del, og det, syntes jeg, lød rigtig spændende, fortæller hun.
Uden at læse videre skrev hun sig op til at starte på uddannelsen, hvilket hun gjorde kort efter. Allerede fra dag ét fik hun en motorsav i hånden.
- "Hvad søren er det her?" tænkte jeg. Jeg skulle jo være naturvejleder, så hvad skulle jeg bruge en motorsav til? undrede hun sig.
Man må beslutte sig for, om man vil tjene så meget som muligt eller arbejde med hjertet, og jeg arbejder for træerne.
Felixia Banck, arborist og Timbersports-atlet
Men det viste sig altså, at langt hoveddelen af uddannelsen handlede om at blive skovarbejder, og det var kun en lille del af specialet, der kunne dedikeres faget som naturvejleder.
På trods af forvirringen besluttede Felixia Banck sig for at give motorsaven en chance, og faktisk allerede fra den første dag i skoven, var hun på den grønne gren.
- Jeg syntes bare, det var skide skægt. Jeg havde aldrig lavet sådan noget før. Det var december, og der var slud og sne, men jeg kom bare hjem hver dag og tænkte, at det havde været den bedste dag nogensinde. Så var jeg fanget. Da vidste jeg godt, at det var det, jeg skulle. Og jeg glemte alt om at fotografere, beretter Felixia Banck.
På samme måde var det tilfældigheder, der gjorde, at hun endte som lige netop arborist.
- Jeg syntes faktisk, at skovarbejdet var rigtig fedt, men jeg havde svært ved at finde en læreplads, og da jeg så fandt en, spurgte de, om jeg havde lyst til at lære at klatre, fortæller Felixia Banck.
Det havde hun, og da hun først kom i gang med det, blev hun også fanget af det.
- Så det var på ingen måde planlagt, at jeg endte her. Reelt var det en fejl, fortæller hun og griner.
Glat som en bøg i regnvejr
Det fedeste ved jobbet som arborist er, at man aldrig rigtig ved, hvad man kommer ud til, fortæller Felixia Banck.
- Nogle gange kommer man ud til en opgave, hvor man tænker: "Hold da op. Så må vi se, om jeg kommer hjem i dag." Andre gange skal man op i et kæmpestort træ med en virkelig fed udsigt, og når man kommer hjem, føler man bare, at man har gået og hygget sig hele dagen, siger Felixia Banck.
Men der er også de dage, hvor jobbet kan være rigtig hårdt - både fysisk og mentalt.
- Man kan blive træt på to måder. Der er den fysiske, totale udmattelse og den mentale, som opstår, når man har været i gang med en meget kompliceret opgave, hvor man har skullet gennemtænke hvert eneste scenarie og nedfire hvert eneste stykke træ, fordi det er en statsgaranti, at der står et drivhus lige under træet, siger Felixia Banck.
Noget andet, der kan give udfordringer, er vejret. For det er ikke sådan, at arborister bare holder fri, når det regner eller sner.
- Det er klart, at træerne kan blive meget glatte, når det regner - også meget mere end man lige går og tror. På et egetræ er barken eksempelvis ru, så det virker ikke umiddelbart glat, men så er der ofte lidt mos på, og det kan være svært at se nedefra, hvor skrå grenene egentlig er, når man kommer op på dem. Hvis det er et bøgetræ, og det er vådt, er det fuldstændig ligesom brun sæbe, fortæller Felixia Banck.
Når det er vådt, er man bare nødt til at acceptere, at tingene tager længere tid. Man skal gøre mere for at positionere sig rigtigt, og måske skal man have et ekstra reb i. Sikkerheden skal være i top, fortæller hun.
Spørger man hende, om hun har et favorittræ, nævner hun hurtigt eg.
- De er fede at klatre i, og så bliver de ikke så glatte om vinteren, siger hun.
Overblik og viden
Og så er det jo heldigt, at det lige netop er sådan en, Felixia Banck har udvalgt i dag, hvor Grøn Teknik er på besøg.
Inden hun går i gang, har hun iført sig sin karakteristiske, hvide hjelm med ordene "SEND IT" malet henover visiret. Derefter har hun sikret to reb højt oppe i egetræet. Det gør man ved hjælp af en lille pose med en lang snor efter, som man kaster henover en gren, hvorefter man trækker rebet op. Rebet fastgør hun i sit bælte og i en lille anordning på indersiden af sine sko. Så begynder hun opstigningen, fuldstændig som en larve ville gøre det, ved at trække den nederste del af kroppen op langs rebet for derefter at skubbe resten opad.
- En af de vigtigste evner, man skal have for at blive en god arborist, er overblik. Det gælder både oppe i træet, hvor du hele tiden skal kunne forudsige, hvad der vil ske, når du beskær træet, og det gælder, når du er nede som jordmand, hvor du skal guide den anden, fortæller Felixia Banck.
Derudover kræver hvervet som arborist naturligvis også et rigtig stort kendskab til træer og deres biologi. Derfor kan det undre, at arborist ikke er en beskyttet titel. Det tætteste, man kommer en titel, er en European Tree Worker-certificering (ETW), og sådan en har Felixia Banck.
- For at blive ETW-certificeret, skal man gennem to simuleringsprøver og en plantekendskabsprøve, hvor du skal kunne genkende og nævne både den danske og latinske betegnelse for 50 forskellige træer og buske kun ud fra en gren eller et blad, fortæller Felixia Banck.
Det er kun en meget lille del af dem, der går op til prøverne, som består, og ifølge Felixia Banck er der omkring 50 ETW-certificerede arborister i Danmark.
Arbejder med hjertet
Derfor er der også rigtig mange arborister, som ikke er ETW-certificerede, og det kan godt give anledning til udfordringer, når man kommer ud til en kunde.
- Nogle gange møder man en kunde, som har set, at naboen hår fået skåret sit træ over på midten, og det vil de også gerne have gjort, siger Felixia Banck.
Den slags indgreb er ikke usete, fortæller hun, men træet kan sjældent holde til det. I sådanne tilfælde bidrager hun altid med en alternativ løsning.
- Så fortæller jeg dem, at hvis de gør det der, så kan det slå træet ihjel, men vi kan eksempelvis løfte det i bunden - det vil sige skære nogle af de nederste grene af - og på den måde kan de faktisk beholde det her træ, som de jo egentlig er glade for, men som bare er vokset dem over hovedet, fortæller Felixia Banck.
Hvis hun ikke kan overbevise kunden med fagligt input, vil hun hellere takke nej til en opgave.
- Jeg vil ikke udføre et stykke arbejde, som jeg ikke kan stå inde for. Det er uanset beløbet, de vil betale. Jeg kan ikke sætte mit navn på at udføre en topkapning, og træet så dør om et par år, siger Felixia Banck og fortsætter:
- Der må man beslutte sig for, om man vil tjene så meget som muligt eller arbejde med hjertet, og jeg arbejder for træerne. Det er træplejen, som jeg vil. Min største succes er, når jeg får overtalt nogen til ikke at fælde deres træ eller udføre en handling, der kan slå træet ihjel.
Dermed ikke sagt at Felixia Banck ikke vil fælde et træ. Den slags opgaver er der også mange af, men det skal være fordi, der er en mening med det.
Jobbet som arborist handler altså også meget om kundekontakt og forventningsafstemning.
- Det kan være rigtig svært for en kunde at vurdere, hvor stor eller lille en opgave er. Nogle gange bliver man ringet op, og så fortæller kunden om det her enormt store grantræ, de har i haven, og når jeg så kommer derud, så er det ni meter højt. Det er jo bare en pind, siger Felixia Banck og griner lidt.
Andre gange er det den omvendte historie, hvor kunder undervurderer opgavens omfang betragteligt.
- Derfor skal alle opgaver ses. Det nytter ikke, at kunden sender et billede af træet. Der er så meget viden, som man kun kan opnå ved at komme ud og besigtige træet. Det kan være viden om opgavens omfang, men også blot om træet overhovedet er sikkert at klatre i, siger Felixia Banck.
En passion for skovhuggersport
Oppe i egetræet i Universitetsparken svæver Felixia Banck fra den ene gren til den anden. I ny og næ knækker hun en død kvist af det gamle egetræ og smider den på græsset, men der bliver ikke rigtig brug for saven i dag.
Den er hun ellers ganske ferm med. Bekendtskabet med motorsaven, som begyndte den første dag på uddannelsen til skov- og naturtekniker, har nemlig udviklet sig til et kærlighedsforhold og forgrenet sig til en passion for skovhuggersport.
Derfor stillede Felixia Banck til start ved en afdeling af Stihl Timbersports-konkurrencen Nordic Cup i august, hvor hun lagde hårdt fra land ved at præstere den næstbedste tid i disciplinen Stock Saw af alle deltagende atleter på dagen - også herrerne. I Stock Saw-disciplinen skal man save to skiver af en træstamme med en diameter på 40 centimeter ved hjælp af en tunet motorsav.
Efterfølgende har hun deltaget ved de nordiske mesterskaber i Stenkullen i Sverige, hvor præstationerne rakte til en bronzemedalje.
- Timbersports er ekstremt, teknisk svært, og det, synes jeg, er rigtig fedt. Jeg synes også, det er fedt at dyrke en sport, hvor man skal lære seks discipliner - altså i princippet seks forskellige sportsgrene, siger Felixia Banck.
Det krævede dog lidt mod at give sig i kast med sporten, fortæller hun.
- Jeg var ovre og se et mesterskab i Sverige, og jeg syntes bare, det så mega fedt ud. Så blev jeg spurgt, om jeg havde lyst til at prøve det af. På det tidspunkt havde jeg prøvet at hugge brænde to gange, så det der med at stå på en blok og hugge ned mellem sine egne ben krævede lige lidt overtalelse, men jeg syntes, det var sjovt, fortæller hun.
Derefter deltog Felixia Banck i et par træningslejre, og hun forsøgte at promovere sporten i Danmark og stable et hold på benene. Det var dog ikke den store succes, og så gik hun lidt i stå med det hele, da hun manglede udstyr til at træne med.
Nu er situationen dog en anden, for Felixia Banck har for nyligt modtaget en masse udstyr, hun skal bruge for at kunne træne selv hjemme i haven. Der er blandt andet indkøbt stativer til øksedisciplinerne Standing Block Chop og Underhand Chop. Snart ankommer også to nye langsave til disciplinen Single Buck, og den slags udstyr koster knaster, så det står klart, at ambitionerne er høje som rødtræer.
- Jeg har totalt blod på tanden. Indenfor to år vil jeg gerne klatre op i noget, der ligner top ti i verden blandt kvinderne. Det er mit mål, fortæller Felixia Banck.
