Lyt til artiklen:

Gellerup Ny Naturpark nomineret til EU-pris

00:00
Hastighed: ???x
02:42

Gellerup Ny Naturpark i Aarhus er nomineret til at deltage i den internationale Green Cities Europe Award 2022, der er en del af EU-kampagnen "More Green Cities for Europe."

Gellerup Ny Naturpark er nomineret til i år at repræsentere Danmark ved Green Cities Europe Award. Projektet skal kæmpe mod projekter fra 12 andre EU-lande om den prestigefyldte pris.

De indsendte projekter er vurderet ud fra, hvordan de udnytter merværdien af grønne infrastrukturer - derudover skal projektet understøtte et eller flere af de fem temaer i Green Cites kampagnen. Det er klima, biodiversitet, social sammenhængskraft, trivsel og økonomi.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Gellerup Ny Naturpark er et mønstereksempel på, hvordan et smukt koncept for grønnere byer kan få stor effekt ved at være til inspiration for mange andre almennyttige områder, siger Susanne Grunkin, Danske Landskabsarkitekter, der sammen med Henning Roed, Danske Planteskoler, Michael Petersen, Danske Anlægsgartnere, Jon Pape, Park- og Naturforvalterne, Morten Weeke Borup og Ole Kjærgaard, Landskabsrådet, udgjorde juryen i den nationale udvælgelse.

Der er plantet over 2000 nye træer og buske i Gellerup Ny Naturpark. Alle træerne er specielt håndplukkede til Gellerup, og de er plantet, så de skaber et optimalt mikroklima, effektivt håndterer skybrud og øger trygheden i parken. Træerne er udvalgt med en stor artsvariation, hvilket er en bevidst hyldest til Gellerups etniske og kulturelle mangfoldighed, og som også gør at så mange dyr, bier og insekter som muligt kan finde levesteder i parken.

rich-media-2
Målinger viser, at biodiversiteten i parken er steget med mere end 500 procent på tre år. Pressefoto.

- Vores målinger viser, at biodiversiteten i parken er steget med mere end 500 procent på bare tre år. På den måde kan man sige, at Gellerup Ny Naturpark er designet til at give både mennesker, dyr og planter et godt sted at leve og bo - i en helt ny form for sammensmeltning af by, udsat boligområde og natur, siger Karsten Thorlund, der er tegnestuechef i SLA, som er designerne bag parken.

Administrerende direktør i Brabrand Boligforening Kristian Würtz udtrykker stor tilfredshed med nomineringen.

- Vi er utroligt stolte af, at Gellerup Ny Naturpark er udpeget til at være det danske bidrag i Green Cities Europe Award 2022. Naturparken er et særdeles vellykket greb i forvandlingen af Gellerupparken fra et socialt udsat boligområde til en attraktiv bydel i Aarhus. Vi har fået en fantastisk park, der bliver brugt til koncerter, grill, leg og afslapning for områdets beboere - ligesom parken også bruges som et åndehul for besøgende fra resten af Aarhus, siger Kristian Würtz.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De 13 projekter vil i de kommende uger bliver vurderet af en international jury. Prisoverrækkelsen finder sted i Paris 8. december 2022.