Lyt til artiklen:

Mecalac lancerer ny minilæsser-serie

00:00
Hastighed: ???x
02:49

Mecalac er klar med hele seks nye modeller af kompaktlæssere. Fire med lang bom og to med kort. Forhandler har store forventninger til de nye maskiner.

For at imødekomme en stigende efterspørgsel på små, multifunktionelle læssemaskiner hos både entreprenører, anlægsgartnere, udlejere og i landbruget udkommer Mecalac med en ny serie af seks minilæssere i vægtklassen 1,74 - 2,85 tons.

Ole Sylvester, der er ejer af O. Sylvester A/S og forhandler maskinerne fra Mecalac, fortæller, at han har store forventninger til maskinerne, som han mener egner sig glimrende til eksempelvis den grønne branche.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Minilæsserne kan nemlig forsynes med en ny teknologi kaldet M-Drive, der transformerer maskinen til en redskabsbærer, hvor man kan kontrollere hastigheden med fodpedalen ved et valgt motoromdrejningstal.

De seks minilæssere

MCL 2 er den mindste af de seks, og dens størrelse samt dens hjulmotor gør den i stand til at bevæge sig smidigt. Med maksimal ydeevne har den alle de større maskiners egenskaber. Dens moderne og ergonomiske førerplads er beskyttet af en sikkerhedsbøjle men fås også i en kabineversion.

MCL 4 tilbyder et fint kompromis mellem kompakthed og løfteevne. Den har en 25 hestekræfters motor, hvilket gør den ideel til udlejningsflåder, som skal bruge en holdbar og højtydende maskine.

MCL 6 har alt det bedste fra MLC 4'eren, men med mere kraft. Med sine cirka 48 hestekræfter er den i stand til at nå og holde høj fart på vejen. Dens høje hydrauliske flow og dens udførelseshastighed gør det muligt at øge produktiviteten betydeligt, skriver Mecalac.

MCL 8 er den sidste af de fire modeller med lang bom. Her er kraft, høj tiphøjde og løftekapacitet nøgleordene, der lagde til grund for designet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udover disse lancerer Mecalac også to maskiner med kort bom. MCL4+ og MCL6+ hedder de to modeller, der skal imødekomme særlige behov for især entreprenørerne, skriver Mecalac. Det indebærer eksempelvis øget tiplast.

Alle maskinerne kan fås enten med sikkerhedsbøjle, sikkerhedsbøjle med foldbar top eller med kabine. Det er muligt at transportere alle modellerne på en maskintrailer til 3500 kilo.

Forventer god messe

Enkelte af de nye modeller vil være at finde på dette års Maskiner under Broen. Det er Ole Sylvester, der tager maskinerne med samt et udvalg af blandt andet dumpere fra Mecalac. Han glæder sig til messen.

- Det er et stykke tid siden, vi har været på Maskiner under Broen, så vi glæder os til en god messe, hvor vi kan præsentere de nye produkter fra Mecalac, siger Ole Sylvester.

Det er Kiesel Scandinavia, der importerer maskinerne, men altså O. Sylvester A/S der er forhandler.