Lyt til artiklen:

Første Sleipner fra Euromatic på vej

00:00
Hastighed: ???x
03:17

VIDEO: Der er ikke blevet produceret en dansk skovmaskine, siden Silvatec gik konkurs i 2017, men det agter Viborg-baserede Euromatic at lave om på med deres version af den velkendte Sleipner.

Der har været gang i svejseapparaterne på Euromatics værksted i Viborg. Snart er man nemlig klar til at samle og testkøre en helt ny skovmaskine, som virksomheden har arbejdet på. Sleipner hedder den nye model, og hvis det navn ringer en klokke, er det ikke så underligt. Sleipner var nemlig også navnet på en af Silvatecs skovmaskiner.

Silvatec gik konkurs i 2017, men Euromatic vil nu altså videreføre den danske produktion af skovmaskiner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har valgt at kalde den Sleipner, så kunderne ved, at de får den samme kvalitet, som prægede Silvatecs maskiner, siger Timmo Thuesen, der er medejer af Euromatic.

rich-media-2
Medejer af Euromatic, Timmo Thuesen. Foto: Tim Søgaard.

Men selvom modelnavnet er det samme, er maskinen det ikke helt. Der er naturligt nok lavet en række opgraderinger.

Maskinen kan leveres med tre forskellige kraner fra finske Mesera. En 220'er, en 240'er og en 280'er. Dertil har Euromatic udviklet sine egne aggregater - et til skovning og et til fælde-/bunkelægning.

561-skovningsaggregatet minder om det, man fandt på Silvatecs Sleipner, men al hydraulikken er i stedet monteret på aggregatets bagside. Det skulle ifølge Timmo Thuesen resultere i en brændstofsbesparelse på op til 20 procent i forhold til det gamle Silvatec 560 skovningsaggregat. Derudover har Euromatic skiftet Danfoss 800 motoren ud med en Rexroth 820 kubiks motor. Savkonsollen bliver den nye Supercut 100 MKII fra Hultdins, som skulle være mere slidstærk end forgængerne. Saven kan leveres med op til en 30 kubik savmotor og en ¾ savkæde.

rich-media-3
På Euromatics skovningsaggregat har man samlet hydraulikken på ryggen. Foto: Tim Søgaard.

Kabinen kommer også til at ligne den, mange kender fra Silvatecs maskiner. Der følger dog en opgradering på især glasset, som bliver tykkere og stærkere. Maskinen kan leveres med eller uden drejekabine. Vælger man den drejbare, vil man kunne dreje kabinen 90 grader til hver side, fortæller Timmo Thuesen. Inde i kabinen har man opgraderet joysticket, så det nu er integreret i armlænet, og til kabinen kan man vælge mellem en syv eller ti tommers touchskærm.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Skovmaskinen er udstyret med en Mercedes 936 motor, der lever op til EU's Stage V-krav. Den kan leveres med 230, 260 eller 280 kW. Den maskine, som man er i gang med at bygge bliver med 230 kW (308 hk). Maskinen leveres med en større transmissionspumpe og oliemotor til fremdrift, og en større oliepumpe til både kran og aggregat end forgængerne fra Silvatec. Maskinen kan i øvrigt leveres med en standard eller en bjerggearkasse.

rich-media-5
Skovmaskinen kan leveres med en Mercedes-motor med 230, 260 eller 280 kW. Foto: Tim Søgaard.

Maskinen bliver cirka 3,5 meter høj inklusiv drejekabinen alt afhængig af hvilken dækstørrelse, man vælger. Timmo Thuesen fortæller, at man regner med, at maskinen kan dreje op mod 50 grader.

rich-media-6
Maskinen skal efter planen testkøres sidst på sommeren. Foto: Tim Søgaard.

Lige nu venter man på at få leveret en række komponenter, hvorefter maskinen skal samles.

- Vi satser på at testkøre maskinen enten i slutningen af august eller starten af september, siger Timmo Thuesen.

I oktober skal maskinen være helt færdig, så kunden kan få den leveret.

rich-media-8
Maskinen bliver cirka 3,5 meter høj alt afhængig af dækstørrelse. Illustration: Euromatic.