Lyt til artiklen:

Turf Tank tegner Chris Anker

00:00
Hastighed: ???x
03:12

VIDEO: Torsdag optegnes Chris Ankers Sørensens portræt på Holbæk Sportsby.

Dagen før starten på Tour de France i Danmark vil et enestående portræt af folkehelten Chris Anker Sørensen tone frem på et 40 x 30 meter areal på en boldbane i Holbæk Sportsby. Det sker, når Turf Tank minutiøst fordeler 160 liter maling med topmoderne opstregningsrobotter for at visualisere cykelhelten for hele verden. Formålet er at ære Chris Anker Sørensens minde og at støtte en indsamling til rytterens familie og andre familier i sorg.

Fans af den nu afdøde cykelkommentator og -rytter Chris Anker Sørensen står bag initiativet, som hurtigt blev samlet op robotfirmaet Turf Tank i Aalborg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi arbejder med sportsbranchen til daglig, og vi vil gerne være med til at hylde en dansk sportsstjerne. Vi ser det som en god mulighed for at bruge vores teknologi til at gøre noget unikt ved at realisere et kæmpe blikfang. Derfor har vi valgt at hjælpe ildsjælene bag indsamlingen For Chris med at skabe yderligere opmærksomhed omkring deres sag. Vi har valgt at donere alle ressourcer til at gøre dette storslåede projekt til virkelighed, siger direktør i Turf Tank, Mikkel Jacobsen.

Se robotten male Chris Anker

Det er i Holbæk Sportsby 30. juni 2022 fra kl. 10.00, at robotterne opstreger på en fodboldbane, og alle nysgerrige er velkomne til at komme og se det ske. Hvis det grafiske billede skulle have været opmålt og malet manuelt, ville opgaven tage mere end fem gange så lang tid at realisere; Også selvom det krævede 25 timers avanceret robotprogrammering at lære en robot at tegne Chris Anker Sørensen.

Generalprøven på dette gigantiske automatiserede maleprojekt kan desuden ses på droneoptagelser i en tv-dokumentar om Chris Anker Sørensen, som TV 2 sendte 27. juni.

Nu er håbet for stifterne af indsamlingen For Chris, at også fransk tv skal filme portrættet fra Tourens helikopterkamera, så det kommer til at indgå i Tour-sendingen og bliver omtalt i alle de 190 lande, der transmitterer Tour de France. Dermed kan cykelsportfans i hele verden også mindes den trafikdræbte Chris Anker Sørensen.

D- e skal vide, hvor glade vi var i Danmark for Chris, og hvilken landesorg det udløste, da han døde, siger Dennis Ritter, medstifter af For Chris og sportskommentator på TV 2.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På blot tre måneder har foreningen For Chris allerede indsamlet 1,1 millioner kroner og givet alle 3200 donorer en sweatshirt prydet af cykelrytterens kontrafej, som er designet af kampagnens to initiativtagere. Den første halve million af donationerne overrækkes til Chris Anker Sørensens hustru og døtre mens de resterende midler doneres til projektet Børn, Unge & Sorg under Det Nationale Sorgcenter.

Som en ekstra motivation for at støtte indsamlingen For Chris tilbyder Turf Tank yderligere at opstrege 3 kæmpe motiver på op til 30 x 30 her i Danmark. De tre robot-tegninger går til de tre virksomheder/organisationer, som vinder ved en auktion, der annonceres på Chrisanker.dk. Pengene fra auktionen går ubeskåret til For Chris.

Robotte Turf Tank One, som var den allerførste i verden til at automatisere opstregning af sportsanlæg til alle sportsgrene, kan male hvad som helst, den bliver programmeret til. Kun fantasien sætter begrænsningen.