Lyt til artiklen:

De gamle maskiner får nyt liv på Elmia Wood

00:00
Hastighed: ???x
02:31

VIDEO: I et lille hjørne af Elmia Wood får nostalgien lov at leve. En lille klub af veteranentusiaster har nemlig medbragt tre maskiner dateret 1950'erne og en enkelt fra 1970'erne. Se dem i aktion i videoen her.

Der er masser af maskiner at beskue på den store skovmesse Elmia Wood i Sverige. De fleste er nye, men på et lille stykke jord i hjørnet af messearealet finder man fire maskiner af ældre dato.

Her holder Skogens Veteraner - Skovens Veteraner oversat til dansk - nemlig til. En lille klub, eller forening om man vil, hvor medlemmerne udlever deres store interesse for gamle skovmaskiner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-2
I Skogens Veteraner er der fem medlemmer. Foto: Tim Søgaard.

- Vi er fem medlemmer i klubben, der godt kan lide at bevare minderne om de gamle maskiner og særligt udviklingen af dem helt fra da mekaniseringen af skovarbejdet begyndte i 1940'erne og fremefter, fortæller Anders Isaksson, der kalder sig selv veteranentusiast.

Han og hans bror grundlagde klubben. De er begge skovarbejdere til daglig.

En særlig BM

Med sig på Elmia Wood har Skogens Veteraner fire maskiner, hvoraf tre er af mærket Bolinder Munktell (BM) mens én er en Teg 904 RD12 fra 1977. De tre førstnævnte er svensklavede og blev produceret i 1950'erne.

Anders Isaksson har et særligt forhold til den ene af BM'erne. Hans bedstefar købte nemlig maskinen af den svenske regering tilbage i 1960'erne.

rich-media-3
Anders Isakssons bedstefar købte BM'eren tilbage i 1960'erne af den svenske regering men solgte den igen sidenhen. Foto: Tim Søgaard.
rich-media-4
For cirka seks år siden lykkedes det så Anders Isaksson at generhverve klenodiet. Foto: Tim Søgaard.

- Han solgte desværre maskinen i begyndelsen af 80'erne, men for omtrent seks år siden lykkedes det mig så at købe maskinen tilbage igen. Så gennemgik den et par reparationer, og nu er vi kørende igen, siger Anders Isaksson.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han fortæller videre, at der kun blev produceret omkring 700 udgaver af modellen. De blev mest solgt i Sverige men også i resten af verden.

Samler lokalsamfundet

Skogens Veteraner samler hvert andet år venner og omgangskreds fra lokalområdet til et lille arrangement, hvor hovedfokus er at sætte de gamle maskiner i stævne. Sidste år havde man 90 maskiner kørende på samme tid.

rich-media-6
Foto: Tim Søgaard.

- Alle maskinerne er over 30 år gamle, ellers er de ikke velkomne, fortæller Anders Isaksson.

Udover de store skovmaskiner, har klubben også en stor samling af gamle motorsave.