Lyt til artiklen:

VM i ridesport kaster 60.000 nye træer af sig ved Herning

00:00
Hastighed: ???x
02:51

Arrangørerne bag VM i ridesport, der afholdes i Herning denne sommer, vil gerne sætte et grønt aftryk på den midtjyske by. Derfor har man valgt at plante 60.000 træer ved Løvbakkerne.

Det er en vindstille gråvejrsdag ved Løvbakkerne nord for Herning. Her triller en mørkegrå Valtra-traktor roligt henover en mark, mens det ene lille løvtræ efter det andet popper op efter den påmonterede plantemaskine. Træerne laver en lille, dirrende bevægelse, idet maskinen slipper dem i den midtjyske muld. Snart vil der stå 60.000 små træer i snorlige rækker på markerne nord for Gullestrup.

Træerne plantes i forbindelse med, at der afholdes VM i ridesport i Herning til august. Arrangørerne bag verdensmesterskaberne - VM-selskabet - vil gerne efterlade et godt, grønt aftryk på egnen, og derfor er man indgået i et samarbejde med Herning Kommune om en række initiativer, hvor skovrejsningen ved Løvbakkerne er ét af dem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-2
Der plantes primært løvtræer i området, men der vil også være enkelte arealer med nåletræer. Foto: Tim Søgaard.

Her samarbejder kommunen og VM-selskabet med nonprofitorganisationen Growing Trees om at rejse en skov på et 20 hektar stort areal.

- Det bliver overvejende en løvskov, men der kommer til at være nogle holme af nåletræer, så vi får noget variation i beplantningen. Derudover bliver der lavet en del stier, så man kan komme rundt i området, og lysåbne arealer, hvor man kan gøre ophold og nyde skoven, siger Asger Astrup Kristensen, der er skovfoged hos Herning Kommune.

rich-media-3
Asger Astrup Kristensen, skovfoged hos Herning Kommune. Foto: Tim Søgaard.

Plantningen blev skudt i gang på Kristi Himmelfartsdag den 26. maj ved en begivenhed, hvor Hernings borgmester og de lokale var med til at plante de første træer. Men nu har den førnævnte Valtra og medarbejderne fra Liebhaverskovfogeden overtaget opgaven.

- Arbejdet foregår ved hjælp af en traktor udstyret med GPS. GPS'en bestemmer, hvor planterne bliver sluppet, og det betyder, at træerne kommer til at stå på fuldstændig lige rækker på alle leder og kanter. Det er rigtig smart, fordi det gør det lettere for maskinerne at komme til, når skoven skal vedligeholdes, fortæller Line Kragelund, der er skovfoged hos Liebhaverskovfogederne.

rich-media-4
Line Kragelund, skovfoged hos Liebhaverskovfogeden. Foto: Tim Søgaard.

Én kører traktoren, mens to sidder i plantemaskinen og fodrer den med træer. De sørger for at blande beplantningen på den rigtige måde. Selvom traktoren ikke kører synderligt hurtigt, så er metoden ganske effektiv, og man forventer at kunne færdiggøre arbejdet på omtrent en uge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Så får træerne forhåbentlig lov til at komme godt i gang, og på den anden side af VM i ridesport kommer der så til at foregå noget herude igen med fokus på det rekreative, fortæller Asger Astrup Kristensen.

Det er Herning Kommune, der stiller området til rådighed for projektet, og VM-selskabet faciliterer og udvikler skoven.

rich-media-6
Området, hvor den nye skov skal rejses, er på 20 hektar. Foto: Tim Søgaard.