Lyt til artiklen:

Ingen mangel på maskiner til ScanMek

00:00
Hastighed: ???x
03:12

Scantruck melder klar med éndags-messe efter det kendte koncept for 13. gang.

Der kommer hverken til at mangle stegte pølser med brød, sodavand, øl, kaffe - eller maskiner. Konceptet er krystalklart og det samme, som gæsterne til de foregående 12 gange kender. Selv om maskinbranchen generelt har det vanskeligt med at få leveret maskiner, tør Scantruck godt love, at der ikke bliver mangel på maskiner til ScanMek fredag den 6. maj.

Det skriver Scantruck i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det ville være lemfældig omgang med sandheden at påstå, at Scantruck ikke også mærker eftervirkningerne af corona-nedlukningerne og en verden, der på mange måder påvirkes af krigen i Ukraine. Også det høje aktivitetsniveau påvirker leverancerne. Men vi er altså godt polstret med både nye og brugte maskiner, så der bliver rigeligt at se på til ScanMek, lover markedschef Dennis Faurby hos Scantruck.

Traditionen tro bliver der tilmed en række deciderede nyheder at se efter i sømmene i Scantruck-hovedkvarteret i Skive. Fra franske Manitou kommer indtil flere nyheder, som enten netop er lanceret i Danmark, eller først bliver det lidt senere.

- Vi får en af de nye ULM-modeller hjem til Scantruck. Manitou gør klar til at sende to nye, kompakte teleskoplæssere i letvægtsklassen på markedet i løbet af efteråret. Men der bliver altså forpremiere i Skive den 6. maj. ULM står for Ultra Light Manitou, og det lever maskinerne helt op til. Transportvægten er under tre tons, og maskinerne er designet til at køre op på en trailer, siger Dennis Faurby.

Også en af Manitous nye rotationsteleskoplæssere i MRT-serien vil være klar til Scanmek.

Scantrucks andet store maskinmærke, Komatsu, melder også klar til at rulle frem med adskillige forskellige maskintyper og -modeller til ScanMek. Komatsu er den store dreng i klassen, når det gælder dedicerede entreprenørmaskiner fra de mindste minigravere til de største gravemaskiner, et bredt sortiment af gummihjulslæssere, dumpere og dozere med avancerede, intelligente maskinstyringer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ny minilæsser

Weycor stempler ind med den nye 3,5 tons minilæsser AR380, og Scantrucks lift-folk møder frem med maskiner fra både Platform Basket og PB Platforms. I de højere luftlag er Sennebogen også klar til at være med til maskinfesten i Skive. Nemlig med en 653R teleskopkran på bælter med løftehøjde på 43 meter og kapacitet til at løfte 50 tons, som maskinen i øvrigt også selv vejer.

- Hele Scantruck-flokken glæder sig til igen at holde ScanMek. Egentlig er januar jo ScanMek-måned, men corona kom på tværs både i januar 2021 og i år. Heldigvis forsvandt restriktionerne, og det tog os ikke mange øjeblikke at finde fredag den 6. maj i kalenderen. Vi vælger så en kompakt-udgave af messen, som normalt holdes over to dage. Derfor regner vi med særdeles livlig trafik af både entreprenører, maskinførere og landmænd til maskinfest på Katkjærvej, siger markedschef Dennis Faurby.

Foruden de mange nye maskiner, satser folkene i brugtafdelingen for også at være i højeste gear. Scantruck har Skandinaviens største brugtcenter, hvor devisen er, at der altid skal være så stort og bredt et udvalg af brugte maskiner som muligt.