Lyt til artiklen:

Lokale skoventreprenører vil genoplive Skovens Dag

00:00
Hastighed: ???x
02:48

Dansk Skoventreprenør Forening ønsker at genoplive Skovens Dag 7. maj 2022 med fokus på den aktive skov.

Efter afholdelse af Skovens Dag i 2018, blev det besluttet at stoppe arrangementet. Dansk Skoventreprenør Forening (DSF) ønsker at genoplive Skovens Dag 7. maj 2022 med fokus på den aktive skov.

Skovens Dag er en invitation til alle danskerne om at komme ud i skoven og se, hvad skovbruget laver og hvorfor.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er efter vores mening i dag et skævt forhold mellem skovbruget og danskerne. Næsten alle kender skoven, mange får deres bedste naturoplevelser i skoven, men næsten ingen kender til skovbruget eller hvad skovdrift betyder for skovens udseende, naturen, miljøet og skovgæsterne, udtaler chefkonsulent for DM&E Skov Claus Danefeldt Clemmensen. Han understreger, at en hyggelig dag og vidensdeling sagtens kan gå hånd i hånd:

- Formålet med Skovens Dag er derfor at øge danskernes viden om skovbrugets arbejde og hvordan der i en skov både er plads til at producere tømmer, skabe rammerne for at gå en tur, passe på biodiversiteten og meget mere til gavn for klimaet, folkesundheden og naturen, siger Claus Clemmensen.

Meld dig som arrangør

Det bliver kun til noget, hvis der er nogle skovejere- og entreprenører, der tilmelder sig og laver et lokalt arrangement.

Derfor opfordrer Claus Clemmensen interesserede til at gå ind på DM&E's hjemmeside tilmelde sig og læse mere om arrangementet. På hjemmesiden kan arrangørerne også finde en håndbog med gode råd til planlægningen af Skovens Dag, så man kan komme godt fra start.

Bæredygtighed i fokus

Claus Clemmensen udtaler ligeledes, at Skovens Dag for eksempel kan benyttes til at fortælle om, hvordan skoven er en del af bæredygtighedsbegrebet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvad de færreste ved er, at træ er verdens mest miljøvenlige råstof og en af nøglerne til en fossilfri fremtid, hvis træerne fældes og skoven dyrkes bæredygtigt. Med optagelse og lagring af Co2 er skoven også et meget vigtigt element i kampen for klimaforbedringer. Vigtigere end de fleste måske regner med, fortæller han.

Lokale arrangementer

Der er ikke en fast ramme for arrangementerne, kun det overordnede tema "Den Aktive Skov". Ud fra det kan de lokale arrangører gå i deres egen retning, når de planlægger programmet for Skovens Dag.

- Man kan lave det til en stor grillfest, gå en tur og fortælle om vores arbejde, eller vise hvordan vi arbejder. Man bestemmer selv, og alle mulighederne er gode. Derfor opfordrer vi alle der har tilknytning til skoven til at tilmelde sig som arrangør, fortæller Claus Clemmensen.

Det kan være det lokale statsskovdistrikt, den kommunale skov, nærliggende privat skov, entreprenører, eller en lokal jagtforening. Skovens Dag er en god mulighed for at få en god og hyggelig dag samtidig med, at vi udbreder skovens budskaber.