Lyt til artiklen:

Rekordregnskab udløser ekstra månedsløn

00:00
Hastighed: ???x
02:13

Keflico offentliggør bedste regnskab nogensinde med rekord på både top- og bundlinje. Ekstraordinær indsats fra alle medarbejderne udløser en ekstra månedsløn.

Omsætningen stiger med hele 28 procent til 431 millioner kroner i trævirksomheden Keflicos netop offentliggjorte årsregnskab for 2021. Også bundlinjen ryger i vejret, idet indtjeningen er steget fra 12,3 millioner kroner i 2020 til hele 32,9 millioner sidste år.

For andet år i træk får alle medarbejdere I Keflico del i overskuddet. Det betyder, at i 2021 fordeles 2,2 millioner kroner blandt de 53 medarbejdere svarende til en ekstra månedsløn for alle.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi valgte ved årets begyndelse af indføre en fælles overskudsdeling for 2021, så medarbejderne også får del i den store værdi, som indsatsen resulterer i. Det er en holdindsats, og det skal også komme til udtryk, når regnskabet gøres op. Derfor har alle medarbejdere i Keflico modtaget en ekstra månedsløn som tak for den imponerende indsats i 2021, siger administrerende direktør Mads Stenstrop, Keflico.

Stigende forespørgsel

Bæredygtige byggematerialer som træ har været i ekstrem høj kurs både i ind og udland gennem de senere år, og det har sat et pres på forsyningskæden, der har været hårdt ramt af vareknaphed, store prisudsving og fragtudfordringer. Især bæredygtighedscertificerede produkter har været efterspurgt.

- For at imødekomme efterspørgslen har der været et ekstraordinært pres på hele forsyningskæden. Ikke desto mindre viser resultatet, at vi har kunnet imødekomme en stor del af vores kunders efterspørgsel. Det har uden tvivl været et komplekst marked at navigere i, men vi er stolte over, at vi i løbet af det seneste år er lykkedes med at øge volumen og sende endnu flere træprodukter til markedet, fortæller Keflicos kommercielle direktør Camilla Hyldgaard Thomsen.

Den høje aktivitet i markedet er fortsat i årets første måneder - og det samme er udviklingen internt i virksomheden. Det får ledelsen til at se positivt på fremtiden, hvor man i det kommende år vil gå i markedet med nye initiativer, der skal være med til at fremme mere bæredygtig brug af træ.