Lyt til artiklen:

Rekordregnskab hos Grøn Vækst

00:00
Hastighed: ???x
02:34

Anlægsgartnerfirmaet Grøn Vækst A/S har netop fremlagt det bedste regnskab i virksomhedens historie.

Det 150 mand store og 11 år gamle anlægsgartnerfirma kommer ud af 2021 med et overskud efter skat på knap 12,7 millioner kroner (mod 3,2 i 2020) og en omsætning, der steg med 44 procent i forhold til 2020. Det skriver Grøn Vækst i en pressemeddelelse.

Året har i det hele taget været præget af vækst - både som følge af flere store opgaver på firmaets grønne ydelser, men også en markant tilgang indenfor dets forretningsområde; vintertjeneste, som i høj grad har bidraget til det fine resultat trods en vinter med et meget blandet vejr.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stor kontrakt

Oveni regnskabet kan Grøn Vækst glæde sig over netop at have skrevet en seks-årig kontrakt, med mulighed for forlængelse, med Regionens sygehuse til 17,5 millioner i årligt driftsbudget.

Opgaven indebærer drift, vedligehold og vintertjeneste på alle regionens sygehuse, herunder Roskilde, Holbæk og Slagelse, og betyder, at virksomheden skal finde mindst 14 nye ansatte i disse lokalområder.

- Der er tale om en gammel 'kending' som vi tidligere har lavet arbejde for og haft et utroligt godt samarbejde med, så vi glæder os enormt over, at vi nu igen skal se efter sygehusenes udendørs arealer og sikre en god oplevelse for deres mange besøgende, siger direktør Jakob Kristensen.

Kontrakten med regionens sygehuse, og herunder den lange driftskontrakt, er netop kernen i Grøn Vækst A/S' forretning, som er vant til det langvarige og tætte samarbejde om opgaver som pleje af grønne arealer, reparation, vedligehold og renhold, samt glatførebekæmpelse og snerydning.

Samtidig byder 2022 på en fuld ordrebog, og for at kunne løse mange nye opgaver har virksomheden investeret knap 13 millioner i driftsmateriel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Grøn agenda

Grøn Vækst har siden firmaets start haft miljø som fokus i kerneforretningen, og at have det grønne islæt med i sin strategi har også bidraget til årets afkast.

- Vi har set flere og flere kunder som efterspørger for eksempel biodiversitetsløsninger. Det er ikke altid et krav i starten eller i udbudsmaterialet, men det kommer ofte ind som løbende ekstraarbejde, i takt med at flere og flere bliver bevidste om, at man kan forvalte sine grønne områder på nye, og mere naturvenlige, måder, siger direktør Thomas Olesen.

Virksomheden har derfor valgt at 2022 skal være et grønt år med fokus på, hvor man kan agere mere miljørigtigt, og hvordan man får medarbejdere med ombord. Dette sker med økonomisk tilskud fra EUs react midler.