Lyt til artiklen:

Vejdirektoratet anlægger ny cykelsti ved Billund

00:00
Hastighed: ???x
02:13

En ny cykelsti nord for Billund Lufthavn skal gøre det mere sikkert at færdes på strækningen.

I midten af januar 2022 påbegynder Vejdirektoratet anlæg af en ny dobbeltrettet cykelsti på Billundvej mellem Granlundvej og rundkørslen til Billund lufthavn. Det skriver Vejdirektoratet.

Det sker for at forbedre trafiksikkerheden for de mange cyklister, der færdes på Billundvej.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den nye dobbeltrettede cykelsti er særligt ønsket af børnefamilier, der har skolebørn, som cykler til Billund samt turister.

Ifølge Niels Arend Koefoed, projektleder i Vejdirektoratet, er det særlig vigtigt, at vi passer på de nye i trafikken.

- Som ny i trafikken er det afgørende, at man føler sig tryg ved at færdes på og omkring vores veje. Med den nye dobbeltrettede cykelsti vil både de nye og de mere erfarne cyklister forhåbentlig opleve en større tryghed og sikkerhed ved at cykle i området, siger Niels Arend Koefoed.

Den nye cykelsti bliver en del af den eksisterende Margueritrute, som løber gennem Billund.

Arbejdsprocessen

Den dobbeltrettede cykelsti anlægges i østsiden af Billundvej med en bredde på 2,5 meter bag den eksisterende grøft og ved skoven ved Granlundvej trækkes stien ud mod kørebanen med en skillerabat på 1,5 meter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Cykelstien vil blive tilkoblet det eksisterende stianlæg ved Billundvej/Lufthavnsvej, og den nuværende cykelstibelysning forlænges langs den nye sti.

Trafikale konsekvenser

I anlægsperioden vil der være en indsnævring af kørebanen på strækningen. Det betyder, at der kun vil være en vognbane med færdsel i begge retninger, hvilket kan give kødannelse og ventetid.

- Vi beklager på forhånd de gener, arbejdet medfører for trafikanterne i anlægsperioden. Vi bestræber os på at begrænse generne mest muligt, mens vi arbejder på at forbedre trafiksikkerheden i området, lyder det fra Niels Arend Koefoed.

Den nye dobbeltrettede cykelsti forventes at stå klar i juli 2022.

Anlæg af den nye dobbeltrettede cykelsti er igangsat med aftalen "Udmøntning af midler til cyklisme fra Aftale om grøn omstilling af vejtransporten af 4. december 2020" indgået mellem regeringen og Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.