Når Naturnationalparkerne tyndes hårdt, oversøiske træarter fjernes og efterlader blottede rander og det hele overlades til sig selv og naturens luner, forudser skoventreprenør Sevel Skovservice, at de bliver de rene smittekilder af blandt andet billeangreb.
Kim Vestergaard, medindehaver af Sevel Skovservice, sidder hver dag i sin skovmaskine og krummer tæer over regeringens manglende viden, imens der lægges store skovarealer til urørt skov eller naturnationalparker.
Han fælder hver dag træer, der især bruges til byggematerialer, og sørger efterfølgende for, at skoven bliver genopført, så der er træ til den næste generation.
- Selvom vi bevæger os rundt i skoven med store skovmaskiner, så er vi også med til at passe på skoven og for eksempel opdage sygdomme, før de breder sig. Det arbejde vi har gjort i generationer for at passe på skoven, det er regeringen nu i gang med at ødelægge, fortæller Kim Vestergaard.
Han forudser, at der vil ske store billeangreb ligesom dem, der hærger i Tyskland, Canada og USA. Her har biller dræbt flere milliarder kubikmeter nåletræ. Til sammenligning så svarer én milliard kubikmeter til 300 års hugst i Danmark.
- Regeringens plan med naturnationalparker og urørt skov er enten at ødelægge træer i store områder, eller direkte rydde store skovområder på mange hundrede hektar for at skabe lysninger til store græssere (heste og kvæg, red.). Og det er denne behandling af træer, der vil føre til, at sygdom og biller får lov til at brede sig, fortæller Kim Vestergaard.
Typografbillen
Især typografbillen forudser Kim Vestergaard får lov til at brede sig og ødelægge massevis af sunde træer.
Typografbillen angriber næsten kun stressede/svækkede, lidt ældre rødgran med tyk bark. Træarten og træstørrelsen er den absolut mest efterspurgte træart i det meste af Europa. Typografbillen foretrækker træer, der har været udsat for en vis udtørring/stress, som regel efter større stormfald, eller kraftige lysstillinger. Endnu værre, hvis det kombineres med kraftig tørke og en smule klimaforandring, hvor billernes udbredelsesområde forrykker sig.
Under meget voldsomme angreb kan populationen blive så stor, at der ikke er svækkede yngletræer nok, og så angriber de også mere friske træer. Ved voldsomme angreb vil der lykkes en lille del af billerne at nå gennem den friske bark og måske nok til at slå træet ihjel.
- At spotte et angreb og udføre forbyggende foranstaltninger kan være en ret vanskelig opgave, der kræver erfaring, et godt øje, god planlægning og viden om billernes livscyklus. De voksne biller er i stand til at finde de svækkede træer og begynder deres indboring i barken i en højde på cirka 4-6 meter. og da hullerne er små skal man bruge en god kikkert og samtidig have erfaring i, hvor man skal søge.
- Nu kommer så den svære opgave at få fjernet de angrebne træer, mens de er penge værd og så betids, at alle billerne følger med og dræbes i savværkets afbarkningsmaskine. Det siger sig selv, at der skal en meget timet planlægning til såvel indsatsen i skoven som på savværket, fortæller Kim Vestergaard.
Eksempel fra stormfald
- Risikoen ved naturnationalparkerne kan jeg bedst beskrive med to, lidt yderliggående, eksempler fra tiden efter stormfaldet i 1999. Som i kan forstå af ovenstående, skal der en aktiv, erfaren og hurtig indsats til, hvis man skal begrænse skadernes omfang. Lader man stå til, risikerer man, at angrebene eksploderer og kommer ud af kontrol, som det er sket i Tyskland, Canada og USA, siger Kim Vestergaard.
De to eksempler, som Kim Vestergaard snakker om, omhandler to skovfogeder, der har grebet udfordringen med typografbiller forskelligt an.
Den ene skovfoged satte sig grundigt ind i billernes livscyklus, og fik i rigtig god tid reserveret tilstrækkelig maskinkraft, salgsaftaler og aftaler om opskæring på savværkerne. Dernæst skulle vedkommende skabe overblik over, hvor der potentielt ville komme angreb og så forebygge med fældning af fangtræer, indkøb og placering feromonposer i nærheden. Dernæst var der vejret, der styrede tiden for indsatsen. Det var en lang sej kamp og den forstærkedes af flere sværmningsperioder, vanskelige afsætningsforhold og så videre. Men de mest energiske fik styr på angrebene.
Den anden skovfoged ville ikke have fjernet træer med friske grønne nåle i håb om, at de ville overleve. Kun i få tilfælde lykkedes det at overbevise vedkommende om, at der var et angreb i gang i et omfang der slog træerne ihjel, selvom træerne så helt grønne og friske ud. Efterhånden accepterede vedkommende, at træerne med grønne nåle kunne være nødvendige at fælde, men var ikke på forkant, så det gik derfor for langsomt og koordineringsarbejdet fungerede ikke godt nok. Resultatet var, at en plantage på næsten 500 ha i løbet af nogle få år mistede næsten alle rødgranbevoksninger over en vis størrelse.
Jørn Stjernholm har været ansat i statsskovene i 28 år, og bakker Kim Vestergaard op i forudsigelserne:
- Hvad tror du selv, der vil ske, når der fjernes en masse oversøiske nåletræarter og der tyndes kraftigt i de resterende, så de tilbageværende træer soleksponeres og stresses, hvorefter det hele overlades til sig selv og naturens luner?
- Skal jeg være helt ærlig, så er det min opfattelse, at biologer og erfarne skovfolk befinder sig på hver sine planeter. Biologer er ofte specialiserede og særdeles dygtige på deres felt, men hvis de ikke lytter til andre, risikerer de at optræde snæversynet. Skovfolk er mere generalister og dækker et bredere felt, uden at være så meget specialister på specifikke felter. Hvis de ikke lytter til specialisterne, kan de komme til at fejldisponere på de specifikke områder, eller overse vigtige detaljer, siger Jørn Stjernholm.
- Ja, det råber på samarbejde. Og der er netop, hvad der er sket gennem de sidste 30 år, hvor Naturstyrelsen har drevet naturnær skovdrift, men for enkelte specialister har det været frustrerende at stå udenfor og kun bidrage med gode ideer og vilde drømme, siger Kim Vestergaard.
