Lyt til artiklen:

Kontorhus i træ har fået grønt lys

00:00
Hastighed: ???x
02:25

Bygningsstyrelsen og NCC har fået finansudvalgets godkendelse til et kontorhus i træ i Odense.

NCC og Bygningsstyrelsen, der indgik kontrakt i juli, har nu fået grønt lys til at begynde byggeriet af styrelsens nye kontorknudepunkt med bærende konstruktioner i træ.

Folketingets finansudvalg har bevilget midler til byggeriet, og dermed er vejen banet for et unikt byggeri i træ.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Totalentreprenørholdet består af NCC, C.F. Møller Architects og MOE.

- Vi ser frem til at gå i gang med denne banebrydende opgave med at opføre Bygningsstyrelsens nye kontor i Odense. Det er et vigtigt projekt i Odenses byudvikling og i særdeleshed et afgørende byggeri for udviklingen af nye bæredygtige løsninger i den danske byggebranche, siger direktør i NCC Danmark, Palle Bjerre Rasmussen.

Opgaven er blandt andet vundet på en arkitektur, der tilgodeser visionerne for området og inviterer både medarbejderne i bygningen og offentligheden til at bruge udendørsarealerne.

- Det er et spændende projekt, som både vi, NCC og resten af byggebranchen kan drage værdifulde erfaringer fra, samtidig med at vi sikrer gode og moderne rammer for 1600 statslige arbejdspladser i Odense, siger Signe Primdal Lyndrup, vicedirektør i Bygningsstyrelsen.

Ud over krav til funktionalitet og fleksibilitet var et væsentligt krav til projektet i udbudsmaterialet, at de bærende konstruktioner skal udføres i træ.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bæredygtigt byggeri

- Ved at vælge en konstruktion med træ er Bygningsstyrelsen med til at flytte branchen, så det bliver mere naturligt at tænke på træ som et alternativ til de mere traditionelle byggematerialer som stål og beton, siger Palle Bjerre Rasmussen.

NCC har styrken til projektet i kraft af den nordiske koncern, og har gennem de senere år opført flere markante byggerier af træ. Den viden og de kompetencer kommer nu i spil i Danmark. Det vil give nye erfaringer, som NCC sammen med bygherren vil dele med branchen.

Byggeriet vil foregå med stor fokus på bæredygtighed i forhold til at minimere klimabelastningen i forbindelse med selve byggeriet og den efterfølgende drift. Det betyder blandt andet fokus på at minimere energiforbruget.

Arbejdet forventes at blive sat i gang i begyndelsen af næste år og forventes afsluttet 2025. Kontraktsummen er på 645 millioner kroner og bogføres i fjerde kvartal 2021 under forretningsområde Building Nordics.