Hos Luegaard Maskinstation ved Frederikssund på Sjælland er ti sneplove sendt på arbejde efter pæne lokale snefald i regionen, men mangel på maskinførere betyder, at de resterende 10 plove bliver på hylden.

Erik Mortensen fra Luegaard Maskinstation har set frem til at levere snerydning for private og erhverv i Storkøbenhavn og Nordsjælland, så for ham var udsigten til snefald og sjap på vejene godt for forretningen. Så onsdag morgen, hvor endnu en tur med saltbilen ventede, var humøret højt på kontoret i Græse.

- Vi sidder og tripper og venter på, om vi skal i gang igen. Vi har været i gang det meste natten, men det ser ud til, at vi skal videre. Og det er kun godt, lyder det fra Erik Mortensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Voldsom trængsel

Luegaard Maskinstation leverer saltning af befæstede arealer og snerydning af arealer med sneryddere fra 1,2 til 5 meter i ryddebredde, men til vinteren 2021-2022 er arealet Erik Mortensen har kontrakt på at rydde, blevet reduceret væsentligt, så traktorer og biler nu blot har til opgave at holde 250.000 kvadratmeter farbare, når vintervejret melder sig.

rich-media-2
Både grønne og gule maskiner er på arbejde nær Frederikssund, når Luegaard Maskinstation holder veje og befæstede arealer fri for sne. Foto: Privatfoto

Når sneen daler eller fyger, så er det dog ikke kun et problem for trafikanterne, der benytter veje og pladser i og omkring byerne. For en stigende trafikmængde gør det svært for entreprenører som Erik Mortensen at kunne levere ryddede veje i og omkring de større byer.

- Det kniber med at komme ind og ud af byen, og det kniber med at komme rundt på pladserne med traktorerne, og det er fordi vi bliver større og større med køretøjerne, og pladserne er ikke vokset, forklarer Erik Mortensen om den ene af grundene til, at han er ved at trække flåden af traktorer ud af byen.

- Vi har hevet ti sneplove ud til den her sæson. Vi har mange adresser i vores nærområde, men vi kører ikke til København mere. Den ene årsag er, at vi ikke har kunnet skaffe mandskab, og så er priserne nede i et leje, hvor det ikke er spændende mere, forklarer Erik Mortensen som til denne sæson har ti sneplove og to saltvogne på udrykingsholdet mens de resterende 10 plove er sendt til overvintring i maskinhuset.

Alt kan ikke saltes væk

For selvom der er bud efter sneryddere, når vintervejret en sjælden gang, som denne onsdag morgen, melder sig, så er det svært at opretholde kapaciteten, når vejene siden snevinteren 2013 i langt de fleste tilfælde har kunnet klares med glatførebekæmpelse med saltspredere og andre tø-midler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når sneen til gengæld ligger i så tykt et lag, at der kræves masser af stål og hestekræfter til at flytte den fra vejene, så er det blevet problematisk at drive forretning på et dårligt vinterføre.

- Der er for mange, der tror, at de bare kan salte det hele væk, forklarer Erik Mortensen og uddyber, at kommer der rigtig meget sne, så vil mange danskerne blive fanget på matriklerne, fordi der simpelthen ikke er snerydningskapacitet nok i mange af de kontrakter, der findes i dag.

Normalt kører mange landmænd på kontrakt om vinteren hos Luegaard Maskinstation, men på gårdene oplever Erik Mortensen at det er sværere at stille folk til rådighed, og fordi kontrakterne på snerydning ikke gør det muligt at honorere traktorførerne i et leje, der gør det attraktivt.

Han oplever, at landmændene ikke vil have en traktor i fire-tons klassen til halvanden million kroner til at køre rundt i salt, men at de i stedet lader dem stå i laden og venter på, de igen skal i arbejde i marken til foråret.

rich-media-4
En del af maskinparken klar til næste snefald. Foto: Privatfoto