OKNygaard er for Hofor i gang med et stort projekt i et villakvarter med etablering af regnbede, som skal forsinke regnvandets afløb mod kloak ved hjælp af øget nedsivning.

VANLØSE: Hofor er godt i gang med en lang række forbedringer, som skal være med til at klimatilpasse byen til de øgede nedbørsmængder i fremtiden, som uundgåeligt vil overbelaste kloaknettet og skabe flere oversvømmelser.

- Vi er midt i en tre-årig pilotperiode, hvor vi prøver forskellige klimatilpasningstiltag af. De kan alle være med til at koble noget af regnvandet fra, så det ikke når i hovedafløb, fortæller projektchef Ditte Poulsen fra Hofor.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et af disse tiltag er et større projekt i Vanløse mellem Vanløse Idrætspark og Jyllingevej Station, hvor OKNygaard på en række villaveje i grundejerforeningen Fossgaarden i øjeblikket etablerer 48 regnbede med faskiner, der skal optage nedbøren, så den ikke skal transporteres bort i kloaknettet. Anlægsgartneren er sideløbende i gang med et lignende projekt for Hofor i Valby.

Fire forskellige løsningstyper

- Hele ideen er at opsamle og forsinke vandet ved store nedbørsmængder. I stedet for at nødbøren ryger direkte i ledningsnettet, bliver det her ført ind i regnbedene, hvor det via faskiner nedsiver i undergrunden, fortæller markedschef Jakob Søndergaard Frederiksen, OKNygaard.

I området etableres samlet 48 regnbede med vejbrønde og faskiner, og de er fordelt på fire forskellige typer, da der er tale om forskellige forhold ved placeringerne.

- Nogle af regnbedene er placeret, hvor der også er fjernvarmerør. Derfor har man besluttet, at faskinerne tilhørende disse regnbede faktisk ikke etableres under selve bedene - men derimod i den anden side af vejen, fortæller rørlægger Mikael Nielsen fra OKNygaard.

rich-media-2
Rørlægger Mikael Nielsen fra OKNygaard. Foto: Torben Jastram.

Beskyttes mod tryk fra oven

I disse regnbede støbes betonbund for opsamling og overløb til faskinen modsat regnbeds-siden af vejen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ved denne løsning er faskinens top placeret ca. 90 cm under asfalten. Det sikrer samtidig beskyttelse mod tryk fra kørebanen, så faskinen ikke ødelægges, siger Mikael Nielsen.

I de fleste af bedene bliver faskinerne dog etableret direkte under bedene, og her ligger de højere - med overkanten godt en halv meter under overfladen.

- I bedene er de jo ikke nær så udsat for tryk ovenfra, men vi lægger alligevel geo-net over som en ekstra sikkerhed, fastslår rørlæggeren.

Filtermuld renser nedbøren

Klimatilpasningerne udformes, så de sikrer nedsivning i så høj grad som muligt - men med mulighed for drosling til eksisterende kloak. Det sker ved sjældne hændelser, hvor vandet vil stå så højt i faskinerne, at der vil være overløb til kloak.

Det øverste lag på mindst 40 cm består af en særlig filtermuld med pimpsten, som renser vandet, inden det nedsiver eller opmagasineres i faskinerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-5
Det øverste lag på mindst 40 cm består af en særlig filtermuld med pimpsten, som renser vandet. Foto: Torben Jastram.

I de koldeste vintermåneder, hvor der saltes, ønsker man ikke vandet fra kørebanen ned i bedene. Og derfor etableres der omkoblingsdæksel, så regnvandet ledes direkte i kloak. De koldeste måneder er dog samtidig de måneder, hvor nedbørsmængden traditionelt er lavest.

Stor beboerinvolvering

Projektet tog sin begyndelse tilbage i januar, og med etablering af ca. 1,5 regnbed om ugen forventes projektet færdigt til aflevering kort efter nytår. Derefter skal de 48 regnbede beplantes med forskellige velegnede stauder og andre hårdføre planter, som skal forskønne området og samtidig være med til at forbruge det opsamlede vand.

Såvel før som under etableringsprocessen har beboerinvolvering været en del af processen, da det har været et krav, at arbejdet skal give mindst mulig gene for beboerne i området.

rich-media-6
Ved etableringen af regnbedene skal det give mindst mulig gene for områdets beboere - også selv om en tredjedel af p-pladserne forsvinder. Foto: Torben Jastram.

- Vi kører med en høj grad af åbenhed i kommunikationen. De betyder blandt andet, at der hver tirsdag er "åben skurvogn", hvor interesserede kan møde op, se tegninger af projektet og få svar på spørgsmål om blandt andet tidsplanen. Det har været en succes, og beboerinddragelsen har givet et smidigt projektflow, siger Jakob Søndergaard Frederiksen.

Dette tiltag med etablering af regnvandsbede kan ikke stå alene i den fremtidige skybrudssikring af København.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Men alle tiltag hjælper i det store billede. Ud over, at det kan afhjælpe lokalt, så bidrager det også til at minimere risikoen for overløb - og samtidig er det med til at begrønne byen, fastslår Ditte Poulsen.