Boligforening fik etableret LAR-løsning med blomsterbeklædte grøfter langs nye regnvandsrender.

Virksomheden Buus Anlægsgartner A/S har for nylig afsluttet et anlægsprojekt i Viby ved Aarhus, hvor boligforeningen Alboas afdeling på Høvænget har fået etableret kloakseparering.

Foreningen består af 53 mindre rækkehuse fra 1959, som for 10 år siden gennemgik en større renovering med blandt andet nye tage, facader og vinduer. Nu var turen så kommet til at få separeret kloak- og regnvand i bebyggelsen, og i den forbindelse blev det besluttet at foretage en LAR-løsning samt efterfølgende etablering af blomstereng med høj biodiversitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er sådanne løsninger, der ofte giver mest afvanding for pengene.

Søren Damkjær, Buus A/S

Projektet er projekteret af ingeniørvirksomheden Ivar Lykke Kristensen A/S og landskabsarkitekt Birgitte Henningsen for boligselskabet ALBOA, og det er udført af Buus i perioden efterår 2020 til sensommer 2021.

Grøfter og opsamlingsbassin

Hovedformålet med arbejdet har været at sikre stabil og god afvanding af området - også ved meget kraftig og vedvarende regn.-

- Det er gjort ved at lede overfladevand ud i vandløb og bassiner hvorved udløb til offentligt ledningsnet forsinkes eller måske helt undgås, fortæller Søren Damkjær fra Buus.

Opsamlingen af regnvand fra de 53 boligers tage er ført ud i nogle grøfter og videre til opsamlingsbassiner, hvorfra det fordamper eller langsomt nedsiver. Og skulle der komme en ekstrembyge, som overstiger kapaciteten, så vil det ufarlige regnvand blot overløbe til den nærliggende Døde Å.

Blomster og insekthoteller

Arealerne langs de nyetablerede regnvandsgrøfter har fået plads til biodiversitet. Vand i bassinerne tiltrækker dyr, og udsåning af blomstereng bidrager til et væsentligt større antal insekter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den fremadrettede pleje af området tilrettelægges med det formål at fastholde størst mulig biodiversitet. Det handler om ingen gødskning og pesticider, langt færre antal græsklipninger og gerne suppleret med etablering af insekthoteller og kvashegn mv., siger Søren Damkjær.

Han tilføjer, at man forventer flere af denne typer opgaver i fremtiden, hvor mange flere ældre bebyggelser skal have separeret regnvand væk fra kloaknedløb.

- Det er sådanne løsninger, der ofte giver mest afvanding for pengene. Det er vigtigt, at man tænker i helheder, og arbejder på samlede løsninger. Det giver det optimale resultat både i forhold til skybrudssikring, høj biodiversitet og så er det ofte en billig løsning; særligt i anlægsfasen, men ofte også i forhold til den efterfølgende pleje og vedligeholde, fastslår han.