Lyt til artiklen:

Aarhus Rewater: Entreprenør fundet til nyt milliard-anlæg

00:00
Hastighed: ???x
02:18

Aahus Vand har valgt Aarsleff som totalentreprenør for opførelse af det nye, kommende ressource- og renseanlæg i milliardklassen.

Aarhus vokser, og de flere borgere betyder, at eksisterende renseanlæg om få år vil have for lidt kapacitet til at rense spildevandet i Aarhus Kommune. Derfor skal der bygges et nyt, stort anlæg til 1,5-2 milliarder kroner med en ny placering i området, hvor det nuværende Marselisborg Renseanlæg ligger. Opgaven er lagt i hænderne på Danmarks største entreprenørselskab, Aarsleff, der har fået ordren i totalentreprise. Resten af teamet består af procesrådgiver Envidan med underrådgiverne KWR Water Research Institute og Royal HaskoningDHV Nederland B.V samt af arkitekt Henning Larsen Architects med underrådgiverne Klinges Tegnestue, Topotek 1 og Eva Koch.

Anlægget - Aarhus Rewater - bliver et af verdens mest bæredygtige og innovative renseanlæg, der udover at rense spildevand kommer til at producere overskudsenergi og udnytte ressourcerne i spildevandet i et omfang, der ikke er set andre steder, og som vil være til stor gavn for miljøet, borgerne og samfundet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Projektet bliver et flagskib for den cirkulære økonomi i Aarhus Vand og skal bane vejen for, at vandselskabet er energi- og CO2-neutralt i 2030.

I første omgang skal Aarsleff sammen med det samlede entrepriseteam bistå Aarhus Vand med design og projektering af Aarhus Rewater - en proces, som skal forme det endelige projekt inden udførelsen.

- Opgaven har været udbudt i et innovationspartnerskab, og valget er sket på baggrund af et forudgående tre-måneders innovationsforløb med Aarhus Vand. Her har Aarsleff overbevist os om, at de er de helt rette til at påtage sig opgaven som totalentreprenør for realiseringen af vores vision for Aarhus Rewater. Det gælder fra det indledende design, over det endelige design til selve udførelsen og ibrugtagning, siger divisionsdirektør for forretningsudvikling i Aarhus Vand, Claus Møller Pedersen.

Opførelsen af Aarhus Rewater løber efter planen frem til midten af 2028, hvor anlægget forventes at blive taget i drift. Anlægget forventes herefter løbende at blive udvidet indtil 2060, hvor kapaciteten når op på det, der svarer til 600.000 personers udledning af spildevand.