Bucher Municipal er klar med fuldelektriske fejebiler. De bliver vist frem på Have og Landskab.

Vejen til nul-emission i det danske samfund er stadig lang og forholdsvis snæver. Men den bliver trods alt bredere hele tiden. På Have og Landskab viser Bucher Municipal, hvordan de traditionelle dieseldrevne fejebiler nu kan erstattes af fuldelektriske alternativer.

- Der er ingen tvivl om, el-arbejdsbilernes indtog står lige for. Derfor er tre af vores udstillingsbiler her på messen også elektriske, fortæller salgschef for Bucher Municipal i Danmark, Henrik Doolewerdt, til Grøn Teknik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Også de store biler

Selv de store lastbilmonterede fejemaskiner findes nu på el. Modellen V65e kører endnu ikke på de danske veje, men den arbejder allerede i blandt andet England og Benelux-landene.

- Det højteknologiske køretøj er bygget på et DAF-chassis og er sådan set en regulær lastbil, hvor vi har pillet dieselmotoren ud og erstattet den med et fuldelektrisk alternativ. Den kan klare otte timers drift - eller ca. 200 km - på en opladning, og derfor kan den sagtens konkurrere med dieselmodellerne, fortæller Henrik Doolewerdt.

rich-media-2
Batteripakken i V65e er gemt væk bag førerhuset. Foto: Torben Jastram.

Han tilføjer, at den er en fornøjelse at køre med - ikke mindst på grund af det meget lave støjniveau, som betyder, at fejebilen sagtens kan køre om natten uden at forstyrre omgivelserne.

Bucher Municipal har også taget et par mindre kompakte fejebiler med til Slagelse, for eksempel den helt nyudviklede CityCat V20e, der har en kapacitet på hele ti timer på en opladning, mens den kan opsamle to kubikmeter. Den findes endnu ikke på gaden i Danmark.

rich-media-3
CityCat V20e er en helt nyudviklet kompakt fejebil, som kan arbejde 10 timer på en opladning. Foto: Torben Jastram.

- Det giver sig selv, at disse biler er væsentligt dyrere i indkøb end de traditionelle modeller. Til gengæld er de markant billigere i drift og service. Min opgave er derfor at få kunderne til at kigge på de samlede levetidsomkostninger, som nok er nogenlunde ens. Men det er stadig en svær opgave, da mange kun fokuserer på indkøbsprisen. De samlede omkostninger bør være mere i fokus, fastslår han.