I 2020 begyndte det fynske anlægsgartnerfirma Have og Skov at tænke verdensmålene ind i deres forretningsplan. Nu opgraderer de maskinparken i tråd med den strategi.

Det fynske anlægsgartnerfirma Have og Skov har indkøbt nye græsklippere. De nye maskiner kører på GTL-diesel og alkylatbenzin, som er dyrere men renere brændstofvarianter end de gængse.

- Vi har valgt at opruste vores "græsbus" med nogle af de mest miljørigtige maskiner, der anvender fossile brændstoffer og biobrændsler. Græsklipperne kører over så store arealer, at el endnu ikke er en mulighed, siger Uffe Klinkby, der ejer Have og Skov.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I 2020 begyndte Have og Skov at tænke verdensmålene ind i sin forretningsplan. Deres første tiltag var at skifte over til mere miljøvenligt brændstof. Nu er turen så kommet til selve maskinerne.

Helt konkret er der tale om to græsklippere fra Ferris af modellerne ZT 2200 og ZT 6200. Den første kører på benzin og har elektronisk indsprøjtning, hvilket bevirker, at den justerer brændstofmængden mere præcist. Dette giver ifølge producenten en brændstofbesparelse på 25 procent i forhold til de gamle karburatormodeller. Den anden er udstyret med partikelfilter og en dieselmotor, der lever op til EU's Stage V-krav. Det er en intelligent maskine, der justerer motorydelsen alt efter græsmængde og på den måde sparer brændstof.

- Når man arbejder med verdensmålene, skal man hele tiden have fokus på, hvad vi har mulighed for at forbedre. Vi forventer, at flere vil tage verdensmålene til sig, og vi forudser, at det kan give udfordringer, når flere byzoner bliver en realitet. Det er godt at være på forkant og have et godt maskinkendskab, slutter Uffe Klinkby.