A.P. Møller Fonden poster 17 millioner kroner i initiativet "Hvad kan jeg blive?" rettet mod erhvervsuddannelser

Kun hver femte vælger en erhvervsuddannelse, og halvdelen falder fra indenfor det første år. Det er den sørgelige realitet, som headspace, der er et landsdækkende rådgivningstilbud til unge, har besluttet sig for at forsøge at gøre noget ved.

Derfor har de søsat initiativet "Hvad kan jeg blive?" der er et online uddannelsesunivers, som skal hjælpe de unge med at finde inspiration til at tage en erhvervsuddannelse. Indtil videre er det dog kun en prototype, der er tilgængelig online, men nu er projektet for alvor på vej ud over rampen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har nemlig støttet initiativet med 17 millioner kroner.

- Alt for mange unge kommer i klemme i uddannelsessystemet, som i dag er meget uoverskueligt og svært at finde rundt i. Det betyder, at alt for mange ikke vælger det, der egentlig passer dem bedst. Derfor er vi utroligt glade for, at A.P. Møller Fonden støtter op om initiativet og gør udvikling af helt nye metoder muligt, siger Benedikte Kiær, borgmester i Helsingør Kommune og formand for bestyrelsen i Det Sociale Netværk/headspace Danmark.

I det online uddannelsesunivers præsenteres flere end 240 uddannelser, og de unge har mulighed for at koble deres interesser og kompetencer med konkrete forslag til erhvervsuddannelser. Derudover er en væsentlig del af initiativet, at tusindvis af unge er tilknyttede som medudviklere, hvor de blandt andet viser deres uddannelser frem i korte film.

Prototypen til "Hvad kan jeg blive?" er siden januar bygget med støtte fra Industriens Fond, Dansk Metal, 3F, Fødevareforbundet NNF, HK samt Dansk Industri og Dansk Arbejdsgiverforening.