Tirsdag aften omkom en 46-årig mand, da han var i gang med et reparationsarbejde på det gigantiske kunstværk Elia ved Herning.

Lidt før klokken 18 tirsdag modtog politiet en alarm om en hændelse på det store kunstværk Elia i udkanten af Herning.

En reparatør havde i løbet af dagen arbejdet på kunstværket i de fire høje søjler. Det var i en af disse, at manden pludseligt sad fast, og kranføreren, som arbejdede sammen med reparatøren, kunne ikke komme i kontakt med den 46-årige. Det skriver Herning Folkeblad.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Manden sad fast cirka to meter fra toppen i den ene søjle. Men det var ikke til at få manden ud, og først omkring 22.30, efter en ny kran var tilkaldt, lykkedes det at få manden op. Han blev kort efter erklæret død af en læge på stedet, skriver lokalavisen.

Arbejdstilsynet skal undersøge ulykken. Det vides ikke, om manden har fået et ildebefindende, eller andre omstændigheder er skyld i det tragiske dødsfald.

Mandens pårørende er underrettet.