HedeDanmark implementerer mobile ladestationer, så anlægsgartnerne kan oplade deres el-værktøj ude i de områder, hvor der ikke er let adgang til el-nettet.

VEJLE: De grønne folk hos HedeDanmark er i disse år i fuld gang med transformationen fra traditionelle maskiner og værktøj på benzin/diesel til i stedet at benytte elektrificering ude på de mangeartede opgaver i de grønne områder hos kunderne.

- Vi er sådan set allerede kommet langt i processen. Alt vores agroværktøj, som for eksempel buskryddere, save og lignende, er skiftet ud med elektriske modeller. Det er naturligvis en forholdsvis stor investering, men det har også rigtig mange fordele. Desuden er det en strategisk beslutning, som HedeDanmark har foretaget for hele organisationen, fortæller driftsleder Rolf Nielsen fra HedeDanmarks områdekontor i Vejle, der servicerer hele Trekantområdet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mange sidegevinster

Vores nye biler får monteret en solcelle på taget, som gør dem til effektive mobile ladestandere, når vores folk er ude. Foreløbig har vi tre sådanne biler her på stedet.

Driftcenterleder Nikolaj Hansen, HedeDanmark

Han peger blandt andet på den indlysende fordel ved at fjerne CO2-udledningen, som er den helt overordnede grund til overgangen til el.

- Men der er mange andre sidegevinster - ikke mindst i forhold til et stærkt forbedret arbejdsmiljø. Der er mindre støj, og vores fok slipper for at arbejde ved udstødningsgasserne. Desuden har el-værktøjet lavere vægt, så også ergonomisk er der mange lavthængende frugter at høste, siger han til Grøn Teknik.

Et problem har dog været kapaciteten, og særligt ude i de landlige omgivelser kan det være svært at få ladet batterierne op, så værktøjet kan bruges gennem en hel arbejdsdag. Men det er der også en løsning på.

- Vores nye biler får monteret en solcelle på taget, som gør dem til effektive mobile ladestandere, når vores folk er ude. Foreløbig har vi tre sådanne biler her på stedet, fortæller driftcenterleder Nikolaj Hansen, HedeDanmark i Vejle.

rich-media-3
Solfangeren på bilens tag levere strømmen, og så er det bare at sætte el-værktøjets batteri til opladning. Foto: HedeDanmark.

Tre mænd og en bil

I sommeren 2020 testede man systemet af, og det lykkedes med en enkelt bil med oplader at holde tre folk i gang med hækklippere en hel dag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Derfor er det helt sikkert en del af løsningen, og sidegevinsten er desuden, at strømmen er 100 procent grøn, fastslår han.

HedeDanmark kigger ligeledes på elektriske afløsere for de lidt større maskiner, men her støder man fortsat på lidt for mange bumb på vejen mod 100 procent el.

- El-biler kan være en fin løsning de steder, hvor kørselsbehovet er mindre. Men vores biler kører ofte langt hver dag, så her kan vi støde ind i problemer - og så er prisen stadig uforholdsmæssig høj i forhold til dieselkøretøjer. Det samme gør sig gældende med minigravere og minilæssere, siger Nikolaj Hansen.

Holdningsskifte på vej

Han er dog overbevist om, at udviklingen går stærkt, så det er kun et spørgsmål om tid, før HedeDanmark når endnu længere med den grønne dagsorden.

- Vores mindset er flyttet, og vi tror på det. Et holdningsskifte er også på vej hos langt de fleste af vores kunder. De små gravemaskiner og el-trillebører kommer snart, det er jeg sikker på. Men lige nu kan vi ikke gå ned i kapacitet, for kunderne er endnu ikke villige til at betale mere for den grønne omstilling, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Driftsleder Rolf Nielsen supplerer:

- Rent økonomisk er el-afløserne der ikke helt endnu. Men det kommer, og så er vi klar, siger driftslederen.