Den hollandske koncern Royal Reesink og Nicolaisen & Larsen har lavet en hensigtserklæring, som, når tingene falder på plads, også vil betyde farvel til de to ejere, direktør Susanne Nicolaisen og bror Peder Nicolaisen.

Når februar render ud, vil Nicolaisen & Larsen ikke længere være på danske hænder. Det er i hvert fald planen, fortæller direktør Susanne Nicolaisen, som sammen med bror Peder har valgt at sælge hver sin 50 procents ejerandel til Royal Reesink fra Holland.

- Vi forventer at kunne komme i mål inden udgangen af måneden, siger Susanne Nicolaisen til Maskinteknik, efter nyheden om den kommende handel er kommet frem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er et aktiesalg, og det betyder, at Nicolaisen & Larsen vil fortsætte under det samme firmanavn, og planen er også, at den fremtidige ledelse vil være dansk, siger hun videre.

Men hun og Peder Nicolaisen bliver ikke selv en del af firmaet fremadrettet.

- Heller ikke på bestyrelsesniveau, slår direktøren fast.

De øvrige medarbejder fortsætter hos den danske JCB-importør og -forhandler. Også de tre afdelinger består. Det drejer sig om hovedafdelingen i vestjyske Ulfborg, Vissenbjerg på Fyn og Ringsted i det sjællandske.

Ingen arvtagere

Nicolaisen & Larsen med cirka 59 år på bagen virker nærmest som et purungt firma. I hvert fald når man sammenligner med Royal Reesinks godt 234-årige historie. Udefra tænker man alligevel, at det må være vemodigt for de to gange Nicolaisen at sige farvel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Susanne Nicolaisen tager dog det hele med sindsro.

- Vi har kendt til situationen i 20 år. Hverken min bror Peder eller jeg har haft efterkommere som kunne være interesseret i at gå ind og køre virksomheden videre. På den måde er det her ikke en nyhed, som er overraskende, i hvert fald ikke for vores medarbejdere, siger Susanne Nicolaisen.

Voksende hollændere

Vi skal ikke længere tilbage end til efteråret, før Royal Reesink tog fat i Nicolaisen-søskende med henblik på et opkøb. Arbejdet har derfor haft pænt fart på, og flasker det hele sig, kan hollænderne udvide porteføljen af datterselskaber til 35 med Nicolaisen & Larsen.

Herhjemme kender vi allerede den hollandske koncern gennem Reesink Turfcare Danmark, der sælger maskiner og materiel til professionel græspleje. Firmaet fra Agedrup ved Odense er enedistributør i Danmark af maskiner fra Toro.

I seneste årsregnskab for Royal Reesink fra 2019 kan man læse, at koncernen er repræsenteret med datterselskaber i 10 lande. De cirka 2500 medarbejdere sikrede en omsætning på knap én milliard euro.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Selvom virksomheden har en lang historie, der begyndte med stifteren Hendrik Reesink i 1786, skal vi helt frem til 2006, før man bredte sig uden for hjemlandet. Det skete med et datterselskab i Belgien.

Koncernen gjorde entre i Danmark i 2016, da man overtog det, der dengang hed Lely Turfcare Danmark.