Banegårdspladsen var tidligere én stor busterminal, men er nu blevet en komprimeret busterminal og et nyt byrum. Omdannelsen er en del af "Kickstart forstaden".

Ballerup Kommune har med støtte fra - og i samarbejde med - Realdania gennemført en stor omdannelse af Banegårdspladsen. Det oplyser Realdania i en pressemeddelelse.

Det nye byrum er udført med en lys belægning, der er støbt på stedet, bede med store træer og underplantninger, specialdesignede bænke, kunstbelysning og en vandkunst, der så at sige springer lige op af belægningen. Både vandkunst og kunstbelysning kan varieres efter årstid og anledning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det var landskabsarkitektfirmaet SLA, der i 2016 vandt konkurrencen om pladsens udformning, hvor der er lagt stor vægt på at skabe et 'gulv', og hvor træer både på pladsen og i busterminalen bidrager til en grønnere bymidte.

- Jeg synes, det er blevet et flot resultat. Det har været en lang proces med bump undervejs. Men nu står pladsen endelig færdig, og jeg synes, det er blevet en rigtig fin og funktionel banegårdsplads, der byder borgere og rejsende velkommen til Ballerup bymidte, siger borgmester Jesper Würtzen siger om projektet.

Busterminalen blev anlagt først, og den blev taget i brug i 2018. Nu står også det nye byrum i pladsens østlige ende foran Ballerup Bibliotek færdigt, og dermed er hele projektet tilendebragt.

Banegårdspladsen rummer også en bygning med boliger på de øvre etager, og med lejemål til butikker og til caféer og restauranter med udeservering i stueplan. Det er håbet, at pladsen vil styrke hele bymidten ved at skabe en bedre og mere tydelig forbindelse mellem stationen og Ballerups butiksstrøg, Centrumgaden. Kickstart-effekten er ikke udeblevet, og de senere år har kommunen oplevet en meget stor interesse fra investorer, der ønsker at bygge i Ballerup, forlyder det.

Omlægningen af Banegårdspladsen har været støttet gennem Realdanias program 'Kickstart Forstaden'. Ballerup er en af tre kommuner, der i 2014 opnåede at få tilsagn om støtte fra Realdania til gennemførelse af et Kickstart-projekt. De øvrige er Viborg og Ålborg Øst.