Grønteknik har bedt en række af branchens fremtrædende aktører om at se tilbage på 2020 - og frem mod 2021. I dag Susanne Renée Grunkin formand i Danske Landskabsarkitekter.

Hvad har for din organisation kendetegnet 2020?

På den ene side har denne krise påvirket vores planlægning, og afholdelse af arrangementer er blevet påvirket af coronakrisens forsamlingsforbud. På den anden side er det positivt, at denne krise har forstærket fokus på de grønne områder og bynatur i byen - og det grønnes gavn også i forhold til sundhed og trivsel i byerne.

Har vi lært noget af krisen, som vi kan bruge fremadrettet?

Danske Landskabsarkitekter har til dels fået svar på et spørgsmål, vi har drøftet, nemlig hvilke tiltag, der skal til for at nå ud til ALLE medlemmer i HELE landet. Vi vil fortsætte med at bringe klummer, debatindlæg samt at have opmærksomhed på vores medlemmers faglige problemstillinger og landvindinger rundt om i landet, men især vores nye tiltag som podcasts og digital Høstdebat har vist os, at vi er i stand til at udvide vores metoder til at nå bredt ud.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Værdien af det grønne som sundhedsfremmende, vil fortsætte med at være højt på dagsordenen.

Hvilke forventninger har du til 2021?

Vi forventer øget fokus på sundhed og på risikoen ved at udvikle byer for tætning, der kan blive kritisk for sundhed og trivsel. Vi forventer også øget opmærksomhed på livet og landskabet uden for byerne. Det vil vi i hvert fald selv have.