VIDEO: Sevel Skovservice har en stor passion for bæredygtigt skovbrug.

Kim Vestergaard er medindehaver af Sevel Skovservice, der er en familievirksomhed med 10 ansatte. Virksomheden blev stiftet i midten af 90'erne, hvor det var Kims far, Per Vestergaard, der købte den første skovningsmaskine. I 1999 begyndte Kim at arbejde for sin far, og herefter voksede firmaet lige så stille med flere maskiner og ansatte.

I løbet af 00'erne købte Kim andel i virksomheden, og nu er Kims lillebror, Steffen Vestergaard, på vej ind i et generationsskifte, da han har købt halvdelen af farens andel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Per, Kim og Steffen Vestergaard har fødderne plantet solidt i den jyske muld, og for dem er det en passion og en livsstil at arbejde i skoven. De mener, der mangler at komme meget mere fokus på den bæredygtige produktion af træ i Danmark.

Virksomheden består idag af otte fastansatte, og to der lejet ind. Der er rigeligt med arbejde, så alle 10 mand er fuldt beskæftiget. Det er vigtigt for Sevel Skovservice, at deres ansatte deler den passion de selv har for skovbrug, og også at de har baglandet i orden til at arbejde ekstra timer.

rich-media-3
Kim Vestergaard er glad for sin et-værelses kontorplads på ryggen af John Deere 1270'eren. Foto: Uffe S. Kristensen.

Maskinparken hos Sevel Skovservice består af en Silvatec, to Ponsse og tre John Deere skovningsmaskiner. Derudover har de en Timberjack og tre John Deere udkørermaskiner. Virksomheden har også egen lastbil med blokvogn til transport af maskiner og andet udstyr til at komme rundt i hele Jylland og lidt på Sjælland.

85 procent træ importeres

Kim Vestergaard vil gerne slå et slag for, at der kommer mere opmærksomhed på skovbrug i Danmark.

- Vi ånder og lever for skoven og håber snart der kommer mere fokus på den forskel, vi gør i skoven for at skabe en bæredygtig produktion. Vi har hårdt brug for at få fokus på, at for at kunne bygge mere og mere i træ, skal vi til at producere vores træ her i Danmark i stedet for at importere det, siger Kim Vestergaard og tilføjer:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Politisk ønsker man at bruge mere træ i produktion og byggeri, da det er mere bærerdygtigt. Men man vil ikke dyrke skoven, så vi kan producere det træ her i landet. I stedet vil man importere træ til trods for, at det vil være meget bedre for CO2-regnskabet at dyrke skoven i stedet for at lægge det hen som urørt. Det vil også spare transporten af træet til Danmark.

- Det tager en generation fra bar jord, til der står en skov klar til produktion. Vi mangler rigtig meget nåletræ i Danmark til byggeriet i Danmark, og det er der desværre ikke plantet så meget af de senere år, fortsætter Kim Vestergaard.

85 procent af det træ der bruges i Danmark til byggeri, møbler med mere, bliver importeret og sejlet til Danmark. Samtidig er det politisk besluttet, at der skal være urørte skovområder for at forbedre biodiversiteten og dyrelivet. Det er en skam, da det ikke bare vil være godt for miljøet, at vi selv producere træet her i Danmark. Det vil samtidig også skaffe flere arbejdspladser i skoven og træindustrien.

Et træ optager CO2 al den tid den lever og vokser op. Det er først når træet brændes, eller rådner op, at CO2 fra træet frigives igen.

- Et træ, der vælter i skoven og rådner op, frigiver lige så meget CO2, som hvis det brændes af i et varmeværk. Og når man bruger træ i byggeriet, er CO2-udledningen bundet i træet. Så dyrkede skove optager otte gange så meget CO2, som udyrkede skove, fordi det bindes i byggeriet, fortæller Kim.

rich-media-6
Den store John Deere skovningsmaskiner svinger med lethed det 1400 kg tunge fældehoved rundt imellem træerne og håndterer træstammerne med præcision. Foto: Morten Damsgaard.