Bilister landet over har nu mulighed for at kompensere for deres køretøjs CO2-udledning ved at plante et eller flere træer på Samsø.

Det sker via et initiativ, som Klimaskov Danmark står bag sammen med Samsø Kommune og førende skovforskere fra Københavns Universitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Skovrejsning er et vigtigt værktøj, når vi vil reducere klimagasudledningerne. Så der kommer meget mere klimaskov på vores grønne ø, siger borgmester i Samsø Kommune, Marcel Meijer.

Klimaskoven skal rejses ved Tranebjerg ultimo 2021. Den er støttet af Samsø Kommune, der på sigt vil vedligeholde og passe skoven.

Binder mere end normalt

Den nye klimaskov er særligt udviklet til at binde kulstof, fremgår det af pressemeddelelsen. Faktisk binder den kommende skov 50 procent mere end en almindelig dansk løvskov de første 30 år.

Klimaskoven er udviklet i samarbejde med Vivian Kvist Johannsen fra Københavns Universitet, som er ekspert i skoves kulstofbinding.

- Skovrejsning er også en investering i fremtidens grønne omstilling, da træ kan bruges som erstatning for energikrævende materialer, som for eksempel beton, siger seniorforskeren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bilister kan med CO2-beregneren på renbilrejse.dk og renflyrejse.dk se deres klimaaftryk. Værktøjet er udviklet i samarbejde med Morten Winther fra Aarhus Universitet, som er førende ekspert i CO2-udledning fra netop fly og biler.