Hos Bredsgaard har de over længere tid fået ønsker fra deres kunder om en løsning, der kan give træet længere levetid efter fældning. Efter lidt research og testforløb var maskinproducenten klar til at vise sit nyudviklede produkt frem på Langesømessen på Fyn.
Tree Tech borer et 16 millimeter bredt hul i juletræstammen. Det medvirker til, at træet står mere stabilt i juletræsfoden, at det ikke tørrer ud og holder på nålene længere.
- Det er en metode, som er blevet brugt rundt omkring i landet på forskellige stadepladser, primært i de store byer, hvor man har solgt juletræer. Tidligere spidsede man stammen til ved at tage barken af for at få træet til at passe ned i en juletræsfod med skrue. Men denne metode udtørrer nemt træet, så det kun holder få dage i stuen, fortæller Ivan Tang, administrerende direktør hos Bredsgaard.
Lang transporttid
Hovedparten af danske juletræer bliver skovet i slutningen af oktober og bliver ofte transporteret flere tusinde kilometer til lande som Tyskland, Frankrig og Holland. Træerne skal kunne holde sig friske og grønne længe, inden de når slutbrugeren i julemåneden.
Bredsgaard har udviklet boret, så det kan arbejde sammen med den øvrige proces i juletræskulturen. På den måde kan skovarbejdere både fælde, bore, nette og pakke i én flydende proces.
Bore-systemet er en universel løsning og kan kobles på alle former for maskiner. Det kræver blot en maskine med adgang til hydraulisk olie.
- Vores bor til stammen er ikke set tidligere, og jeg tror på, at denne løsning bliver et krav fremadrettet fra juletræsproducenter og opkøbere af juletræer, siger Ivan Tang, Bredsgaard.
Tree Tech er allerede solgt til producenter i Danmark, mens kunder i Skotland har vist interesse for løsningen, fortæller Ivan Tang.