Elbilen Renault Master Z.E. får dansk premiere den 9. september

Elbilerne er over os, og varebilerne forsøger at følge med. Men i sagens natur kræver det noget ekstra af et batteri, hvis der skal lastes et ton i varerummet og hægtes en maskintrailer på krogen. For ikke at tale om den situation, hvor man skal på tværs af landet mandag morgen for at vende hjem igen om torsdagen.

Alligevel er snart sagt alle producenter af varebiler med på bølgen. Det gælder også de store kasser på 3,5 tons, hvor Renault nu er ved at være klar til dansk introduktion af Master Z.E. (Zero Emission). Den får premiere på DanLad-messen i Ejby på Fyn den 9.-10. september.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men selv en nok så grøn og miljøbevidst håndværker vil nok lige vende skråen en ekstra gang og se tiden lidt an. For med en rækkevide på 100 km (WLTP) er det da heller ikke bygge- og anlægssektoren, som Renault i første omgang har i kikkerten.

Til distribution

- Især distributionsvirksomheder og forsyningsselskaber har vist interesse for den nye Master Z.E. Mange af dem har allerede Kangoo Z.E. og er bekendte med el, siger Kristian Arent Korsbæk, der er Key Account Manager Stat/Kommune hos Renault. Han tilføjer:

- Der er ingen tvivl om, at varebiler på el går en stor fremtid i møde. Både virksomheder og kommuner er ved at omstille sig til bæredygtig transport - blandt andre Københavns Kommune, der har en meget ambitiøs miljøpolitik, når det gælder transport.

Master Z.E. kommer med to forskellige chassisser og med forskellige højder og længder. Fælles er drivlinjen, der består af en elmotor, der yder 57 KW og et batteri på 33 kWt. Hastigheden er begrænset til 100 km/t.