Både bundlinjen og klimaet vinder ved affaldssortering. Det viser sorteringskampagne hos to byggevarefirmaer.

Gennemsigtig ren plast i én bunke, farvet plast i en anden bunke og ikke-genanvendelig plast sammen med andet brændbart. Byggevareproducenten Komproment i Svenstrup, der leverer tag- og facadesystemer, har fået kortlagt deres plastaffald fra særligt emballage. Plasten bliver i dag ikke sorteret, men der er potentiale for, at mindst 50 procent kan genanvendes, hvis virksomheden begynder at sortere på deres lager.

- Selvom det tager tid at sortere og sørge for, at plasten bagefter kommer de rigtige steder hen, så er der faktisk penge at tjene for virksomhederne, når de sælger plasten videre. Hvor meget afhænger selvfølgelig af, hvad den enkelte virksomhed arbejder med. Det har også fået virksomhederne til at være mere bevidste om, hvor de som producenter selv kan spare på plasten, siger branchechef for Dansk Byggeindustri i Dansk Byggeri Frederik Waitz Søborg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sortering sænker udgifter

En anden byggevareproducent, IdealCombi i Hurup, der producerer døre og vinduer, sorterer allerede deres plastaffald i klar og farvet plast. Det giver fordele for både miljøet og virksomhedens økonomi. Indtægten varierer dog meget, fordi kvaliteten af de forskellige plastemballager varierer.

Den korte historie er dog, at IdealCombi sparer cirka 10.700 kroner årligt på forbrændingsafgiften, og dertil kommer besparelser på containertømning af brændbart affald.

- Der er flere væsentlige faktorer, der afgør kvaliteten af plastaffaldet, som byggevarevirksomhederne skal have for øje; forskellige polymerer må ikke blandes (for eksempel PE og PP), klar og farvet plast skal adskilles, da klar plast har en højere værdi, og endelig kan større mængder snavs, papirmærkater og tape ødelægge eller fordyre oparbejdningen af plastaffaldet, og dermed også forringe den pris virksomheden får for plasten, fortæller postdoc Trine Henriksen fra Danmarks Tekniske Universitet, der har stået for sorteringskampagnen.

Erfaringer skal udbredes

De to byggevarevirksomheder er en del af Innobyg projektet "Kortlægning, Kvalitetsvurdering og Optimering af Byggevareplastaffald (KVOB)", og på baggrund af de positive resultater vil Dansk Byggeindustri i Dansk Byggeri nu lave en vejledning, der skal få flere virksomheder til at sortere plastaffald.

- Alene i Dansk Byggeri har vi omkring 5700 byggevirksomheder, der enten bruger plast til at pakke deres byggematerialer ind i eller modtager byggematerialer pakket ind i plast. Hvis vi kunne genanvende eller spare bare halvdelen af den plast, så er det også en fordel for klimaet. Og helt generelt gavner det bundlinjen i virksomheden at tænke grønt, ligesom det også er et godt signal at sende til kunder og samarbejdspartnere, at virksomheden arbejder bæredygtigt, siger Frederik Waitz Søborg, branchechef for Dansk Byggeindustri i Dansk Byggeri.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Danmarks Tekniske Universitet vurderer, at det vil være muligt at genanvende omkring 50-70 procent af alt plastemballage i byggebranchen, eksklusiv det plastaffald der genereres på byggepladsen.