Flodbyen Randers - Byen til Vandet - kommer nu i den sidste høring. Planen skal sætte retningen for Randers Kommunes største byudviklingsprojekt nogensinde.

- Vi lægger stor vægt på, at Byen til Vandet er hele byens projekt med fokus på et mangfoldigt by- og hverdagsliv. Rigtig mange borgere og virksomheder har derfor allerede bidraget med værdifulde input undervejs i arbejdet med udviklingsplanen. Flodbyen bliver det sted i byen, hvor vi deler det bedste: attraktiv natur, nærheden til vandet og nærheden til byens liv og aktivitet, siger borgmester i Randers Kommune Torben Hansen.

Udviklingsplanen for Flodbyen Randers er det endelige forslag til byudvikling af et omkring 59 hektar stort område ved Gudenåen og Randers Fjord og fastlægger de overordnede principper for det videre arbejde samt dialogen med fremtidige investorer og grundejere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Med udviklingsplanen vil vi skabe en ny bydel, hvor den unikke deltanatur trækkes med helt ind i midtbyen. Bydelen, som vi kalder Flodbyen, har som grundprincip en ambition om at give plads til nærværende natur i bylivet samt adgang for alle til og langs vandet, siger Christian Brøns, der er formand for udviklingsudvalget.

rich-media-2
Hvis vandstanden stiger med tre meter, vil byrummet ændrer sig markant, men bygningerne bliver ikke oversvømmet. Visualisering: Randers Kommune.

Tre fluer med ét smæk

Centralt i udviklingsplanen er ønsket om at sammentænke byudvikling med klimasikring af midtbyen samt ny forbedret infrastruktur. Sammen med Klimabroen udgør Klimabåndet således en sikring af byen på begge sider af åen og fjorden, som kan håndtere en samlet løsning af skybrudsregn, stigende grundvand og oversvømmelser op til tre meter over daglig vande.

- Klimabåndet vil beskytte byen mod oversvømmelser samtidig med muligheden for fortsat kontakt til vandet. Med Klimabåndet som rygrad skal byens fremtidige bebyggelser og byrum samtænkes med klimatilpasning og øge herlighedsværdien af byrum og fremtidige udviklingsarealer. Hermed gøres byens klimaudfordringer til en bymæssig gevinst - både for investorer og byens borgere, siger formand for miljø- og teknikudvalget Frank Nørgaard.

Havnen flytter

Som et led i Byen til Vandet skal Randers Havn flytte længere ud ad fjorden.

- Jeg vil gerne kvittere for det samarbejde, der har været og fortsat er mellem Randers Kommune og Randers Havn om Byen til Vandet. Vi har i 2018 indgået en formel samarbejdsaftale, hvor vi i fællesskab arbejder for at realisere Byen til Vandet under hensyn til eksisterende virksomheder og arbejdspladser på havnen. Samtidig sikrer vi gode rammer for den nye havn, for eksempel med etableringen af Havnevejen, som inden for få år vil give let adgang til og fra motorvejsnettet, fortæller Daniel Madié, der er byrådsmedlem og formand for havnebestyrelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-4
Flodbyen skal brede sig over et areal på 59 hektar. Som et led i planerne skal hvanen flytte længere op ad fjorden. Visualisering: Randers Kommune.

Det endelige forslag til Udviklingsplanen for Flodbyen Randers - Byen til Vandet - er i høring indtil 1. juli 2020. Herefter skal byrådet tage endelig stilling til den færdige udviklingsplan - formentlig til september.