I regnskabsåret 2019 blev det tydeligt, at man er i gang med at høste frugterne af de seneste to års strategiske tiltag.

Hos DSHwood fra Fredericia arbejder man med alle områder indenfor træhandel. Produkterne købes direkte i skoven og afsættes til træindustrien eller den danske biomassesektor som varmeværker med videre.

Og den fremgangsmåde forstår jyderne tilsyneladende udnytte til fulde. 2019 markerede i hvert fald en regnskabsmæssig succes, hvor bruttofortjenesten landede på godt 34 millioner kroner, mens resultat før skat rundede 12 millioner. Administrerende direktør Rasmus Grønborg Bak forklarer, at hele koncernen året igennem har oplevet en positiv udvikling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er stolte over at kunne konstatere en nettotilgang af nye kunder og leverandører. De oversøiske salgsmarkeder var i det forgangne år præget af handelskonflikten mellem USA og Kina. Det medførte generel usikkerhed hos kunderne. Men det er lykkedes at udnytte en række muligheder, som konflikten også har medført, siger han. 

God efterspørgsel på bøgetræ

Det er ikke bare handelsslagsmål melle store nationer, som påvirker den danske trægrossist. Også bille-aktivitet og vejrlig i de centraleuropæiske nåletræsskove smitter af på forretningen. 

- De europæiske markeder har alle været præget af de fortsatte konsekvenser af tørken i sommeren 2018. Insektangreb har medført et generelt overudbud på det europæiske marked for nåletræ. I 2019 blev det samtidig tydeligt, at tørken har haft konsekvenser for især bøg, og vi kunne konstatere store angreb af slimflåd. Udbuddet var derfor begrænset, og efterspørgslen er fortsat god, fortæller Rasmus Grønborg Bak, som især har arbejdet med virksomhedens supply-chain de seneste par år.

Den verdenspolitiske uro kræver nemlig en skarp risikostyring, og evnen til at kunne agere hurtigt er vigtigere end nogensinde.

- Hele vores risikostrategi er nu fuldt implementeret. Begge dele er vigtige årsager til det succesfulde resultat, fortæller han og pointerer, at corona-krisen kommer til at kunne mærkes.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den har haft stor betydning for udviklingen i første kvartal af 2020. Men vi er stærkt repræsenteret på salgsmarkederne og forventer god efterspørgsel resten af året. Organisatorisk og markedsmæssigt står selskabet stærkere end nogensinde, lyder det fra direktøren.