Der er ændret markant på måden at arbejde på hos GSV Materialeudlejning, hvor blandt andet folkene på værkstederne og i klargøringen arbejder skiftevis en uge ad gangen.

Corona er gået fra epidemi over pandemi til en krise i fuldt udbrud. Ifølge Dansk Byggeri er beskæftigelsen i byggeriet allerede faldet med 14.000 personer, og projekter landet over bliver udskudt eller aflyst.

Hos landets største materieludlejer, GSV Materieludlejning, har man taget sine forbehold i den daglige drift.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har selvfølgelig taget alle de foranstaltninger til os, som myndighederne har anbefalet. Det betyder hjemmearbejdsplads til alle dem, der har mulighed for det. Det har krævet nogle tiltag rent logistikmæssigt med blandt andet telefoner, som viderestilles hjem til medarbejderne, men det kører i dag nogenlunde fornuftigt, siger administrerende direktør Dan Vorsholt til Grøn Teknik.

Arbejdet på værkstederne og klargøringen af maskiner og materiel kan ikke foregå hjemmefra. Her har GSV derfor delt medarbejderne op i to hold. De arbejder på skift en uge ad gangen.

- Hele weekenden er der tomt på værkstedet og i klargøringen, så der går mere end 48 timer fra det ene hold har forladt det, til det andet hold møder ind. Hvis der så skulle være noget infektion på hold 1, så er vi sikre på, at det er væk, inden hold 2 kommer på værkstedet, forklarer Dan Vorsholt.

Med færre folk omkring maskiner hver uge, arbejder folkene længere for at opretholde den hidtidige produktion.

Projekterne kører

Byggebranchens aktører fortsætter i høj grad med de projekter, som allerede er i gang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ser vi på aktiviteten, er den fornuftig. Der er gang i byggepladserne derude. Det er det, vi hører fra kunderne. De gør alt, hvad man kan for at holde projekterne i gang, og det gør vi selvfølgelig også, siger Dan Vorsholt.

Flere steder kan aktiviteten ikke fortsætte, som før Danmark blev påvirket af corona-tiltag.

- Sammen med kunden kigger vi på at forbedre mulighederne for at holde byggepladsen i gang. Blandt andet har vi i Carlsberg Byen sat 20 ekstra skurvogne op, så frokosten kunne tages i skiftehold, uden man sad for mange sammen, fortæller direktøren og fortsætter:

- På den korte bane har det på nogle områder givet lidt højere aktivitet. Men det er klart, at vi på den længere bane også godt er klar over, hvad der vil ske. Vi er glade for aftalen om blandt andet suspenderingen af anlægsloftet, som forhåbentlig kan holde hånden under branchen, siger Dan Vorsholt.