Under en buskrydning ved boldbanerne på Gug Skoles udendørsarealer i Aalborg i marts sidste år blev en ni-årig pige ramt af maskinen og afgik ved døden. I dag er der faldet dom i sagen.

En bøde på 40.000 kroner og en erstatning på 16.270 kroner. Det er dommen, som Retten i Aalborg i dag har afsagt i en ulykkelig sag, som fandt sted 1. marts sidste år. Her afgik en ni-årig pige ved døden. Det skriver BT.

Under buskrydningen, der blev udført med en buskrydder monteret på en traktor, ved boldbanerne på Gug Skoles udendørsarealer i Aalborg, ramte maskinen pigen, som befandt sig i et budskads. Pigen fik alvorlige kvæstelser og døde, inden redningsmandskab nåede frem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efter ulykken blev den 23-årige mand, som førte traktoren, sigtet for uagtsomt manddrab, men anklagemyndigheden rejste ikke tiltale grundet for svagt bevismateriale. Derimod blev der rejst to tiltaler mod hans arbejdsgiver - en 48-årig mand. Den ene var for overtrædelse af arbejdsmiljøloven, den anden tiltale var et erstatningskrav.

Lovbruddet bestod i, at virksomheden ikke havde sikret sig, at buskrydderen blev anvendt fuldt sikkerhedsmæssigt forsvarligt på ulykkestidspunktet.

Den 48-årige virksomhedsejer accepterede både bøden og erstatningen.