Intensiteten var høj, da Skills blev afgjort lørdag i Bella Center. For Martin Kamper Rysgaard og Lasse Holmqvist Hansen kulminerede flere måneders hårdt arbejde, da de vandt titlen som danmarksmestre i brolægning.

- Det var hårdt fysisk og mentalt, men det var en sindssyg stor forløsning til sidst, da vi stod med sejren. Vi havde en følelse af, at vi ikke kunne have gjort det bedre. Og bagefter fik vi at vide, at vi afleverede en opgave, der sad lige i skabet. Det var en ubeskrivelig følelse af glæde, da vi fik medaljen. Vi har slet ikke forstået det endnu. Nicolai, vores faglærer, var pavestolt, og vores mestre heppede på os, siger Lasse Holmqvist Hansen og sætter samtidig ord på, hvorfor de to har valgt at gå i gang med en brolæggeruddannelse:

- Brolæggerbranchen er fed, fordi der er et stærkt sammenhold. Miljøet er virkelig fantastisk, og der er god humor. Jeg kan tydeligt se kontrasterne mellem studiemiljø og arbejdsmiljø, og jeg har i arbejdsmiljøet på brolæggeruddannelsen fundet min hylde i samfundet. Flere burde kende til brolæggerfaget. Det er ikke så anerkendt - folk tænker ikke over, at en brolægger har lagt det terræn, de går på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Masser af talent og træning

De to brolægger-elever har masser af talent, men de er ikke kommet sovende til sejren, forklarer deres faglærer og skills-træner, Nicolai Thorsen fra Next Byg:

- Vi har mange dygtige elever på brolæggeruddannelsen, men der går altså år imellem, at vi ser så store talenter. Det sætter sejren i perspektiv, at Lasse og Martin kun er på nummer 2 ud af 6 hovedforløb. Flere af dem, som de kæmpede mod, er næsten færdige med deres uddannelse og skal snart til svendeprøve. Samtidig er de meget dedikerede: Det er ikke normalt, at vi træner i juleferien, men da de virkelig ville gå efter sejren, valgte vi at bruge ferien på at give den en ekstra skalle med træningen op til konkurrencen.

Nicolai Thorsen sender samtidig venlige ord afsted til de to lærlinges mestre hos virksomhederne Dybdahl Brolægning og Byager's Brolægning:

- De har støttet virkelig flot op om konkurrencen og blandt andet givet en ekstra uge fri til at træne, så en stor tak til dem.

En vigtig øjenåbner

I alt deltog 246 lærlinge og elever fra 45 konkurrencefag i årets mesterskaber. Og ifølge administrerende direktør i Next, Ole Heinager, spiller Skills en vigtig rolle, når det gælder om at få unge og ikke mindst deres forældre til at vende blikket mod erhvervsuddannelserne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Lasse og Martin er guld-ambassadører for brolægnings-faget og vores erhvervsuddannelser i det hele taget. Brolægning har ry for at være et lidt hårdt og monotont fag, men konkurrencen viser, at det tværtimod er et teknisk udfordrende fag, som virkelig kræver skills for at opnå et resultat af høj faglig kvalitet. Og så er det en uddannelse, der giver rigtig gode karrieremuligheder, ligesom en lang række andre erhvervsuddannelser. Det skal vi blive ved med at vise og fortælle de unge, der står overfor at skulle vælge uddannelse, siger Ole Heinager.