Efter fire års samarbejde har HedeDanmark netop genvundet udbuddet om den grønne pleje på institutionerne i Gentofte Kommune.

Den grønne servicevirksomhed, HedeDanmark, har de seneste fire år samarbejdet med Gentofte Kommune om plejen af udearealer på kommunens institutioner. Det samarbejde er nu blevet forlænget og udvidet. Med den nye aftale overtager HedeDanmark nemlig også vintertjenesten og glatførebekæmpelsen for områderne.

- Vi er glade for, at vi får mulighed for at fortsætte et godt samarbejde og arbejde videre med at udvikle de grønne områder og samtidig sikre en bedre og mere effektiv brug af ressourcer ved at kombinere grøn pleje og vinterberedskab, siger Bibi Schrøder Poulsen, driftsleder i HedeDanmark og tilføjer:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Helt lavpraktisk bruger vi ikke tid og ressourcer på udkald, hvis der pludselig falder sne, når vores plejemedarbejdere allerede er ude i marken. Samtidig vil vi naturligvis også have øje for at glatførebekæmpe skånsomt, så det ikke går ud over de planter, vi til foråret selv skal ud og pleje.

Plejehjem bliver prioriteret

Hos Gentofte Kommune er der også tilfredshed med, at det fortsat er HedeDanmark, der skal stå for plejen af de grønne områder samt vintertjenesten. Særligt virksomhedens bud på etablering af grønne områder ved et par af kommunens plejehjem vejede tungt i bedømmelsen af buddene på plejekontrakten.

- HedeDanmark beskrev løsninger, der tog højde for hele det grønne område omkring plejehjemmene, og som tydeligvis havde plejehjemmenes brugere for øje. Det var ikke en standard plantningsløsning, men en specifik plan, der viste både evne til at tænke kreativt og en forståelse for beboernes behov, siger Carina Münster, ansvarlig for Gentofte Ejendommes grønne pleje.

Kontrakten begynder fra februar 2020 og fire år frem med mulighed for yderligere to års forlængelse.