Aarhus runder i eftermiddag en milepæl i jagten på 10.000 flere bytræer inden 2025, når træ nummer 1000 siden 2017 bliver plantet i Norsgade.

Det er ikke et hvilket som helst rønnetræ, som medlemmer af Norsgade Gadelav i Aarhus planter sammen med Teknik og Miljø-rådmand Bünyamin Simsek i eftermiddag.

En diskret messingplade vil de næste mange år vise, at træet er nummer 1000 i Aarhus Kommunes ambition om at plante 10.000 nye træer inden 2025.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De har i lang tid kæmpet for flere træer i Norsgade, og derfor er det et oplagt sted at fejre denne vigtige milepæl. Vi er heldigvis enige i byrådet om det ambitiøse mål om 10.000 flere træer og med næsten syv millioner kroner øremærket i budgetforliget til bytræer de kommende to år, går det den rigtige vej, siger Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø.

Plantningen af træ nummer 1.000 sker mandag 28. oktober.

Glæde i gaden

Hos Norsgade Gadelav glæder man sig også over træet, der i de kommende dage får selskab af yderligere tre træer, som bliver plantet andre steder i Norsgade.

- Vi har i lang tid efterspurgt flere træer i gaden, så vi er glade for, at de nu kommer. Vi tror på, at træer kan være med til at skabe mere liv i området og få flere til at opholde sig ude, siger Hans Bjerregaard, bestyrelsesmedlem i Norsgade Gadelav.