914.233 træer eller 18,2 millioner kroner. Det var resultatet af indsamlingen "Danmark planter træer", hvor private og virksomheder spædede til for at få Folkeskove.

TV 2 og Danmarks Naturfredningsforening havde slået pjalterne sammen for at sætte fokus på klimaet og samle ind til at plante træer rundt om i landet. Det resulterede i donationer fra både ind- og udland, fra virksomheder og helt almindelige danskere, skriver Danmarks Naturfredningsforening.

- Vi har mærket et kæmpe engagement. Tusind tak til alle, der har valgt at støtte "Danmark planter træer". Nu skal vi i gang med at få mere skov i Danmark, udtaler Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, til TV 2.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Indsamlingsshowet, som blev støttet af musikerne som Medina, Nicklas Sahl og Anne Dorte Michelsen samt komikeren Andreas Bo, tennisspilleren Frederik Federlein og tidligere elitesoldat B. S. Christiansen, har overvældet TV2s kanalchef.

Nu skal vi i gang med at få mere skov i Danmark

præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding

- Jeg synes, at det er fantastisk at se, hvordan vi i hele Danmark har skabt et fokus på klima og træernes betydning for vores klode, siger Lotte Lindegaard.

Nu skal Danmarks Natufredningsforening sammen med organisationen Growing Trees Network Foundation se på, hvordan pengene skal fordeles til nye folkeskove.