Den nye MLA-T 533-maskine fra Manitou var interessepunktet ved messen.

Scanmek åbnede i weekenden op for besøgende til deres årlige maskinmesse ScanMek i Skive, og selvom der ikke var specielt mange nyheder at berette om, var der alligevel godt gang i salget. I alt blev 54 maskiner solgt henover de to dage, hvor der klart blev solgt flest på førstedagen fredag. Det svarer til, at der cirka blev solgt en maskine hvert kvarter.

Rendyrkede nyheder var der ikke mange af, men der var mulighed for at se den knækstyrede Manitou MLA-T 533-teleskoplæsser, der har en kapacitet på fem tons og kan løfte op til 5,2 meter. Maskinen henvender sig primært til landmænd, da den har firehjulstræk, firehjulsstyring og med en høj manøvredygtighed, men den kan også bruges i industri.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en god teleskoplæsser, og der er et godt udsyn i den, da føreren er placeret centralt i den. Det er et produkt, Manitou tidligere har haft for år tilbage, men den udgik desværre. Vi manglede den maskine i vores sortiment, og vi er glade for, at vi har fået den med igen, siger Per Lindenborg, der er produktchef for Manitou-, Weycar-, og PB Platforms-produkter hos Scantruck.

Det var dog ikke ligefrem en premiere. Scantruck havde også maskinen med, da der i november blev afholdt Agromek.

Stor tilfredshed

I alt var cirka 5.000 besøgende på messen, som især på andendagen henvendte sig til landbrugs- og familiefolket.

- Fredag var klart den store salgsdag, selv om vi ikke havde så mange gæster. 42 af de 54 maskiner blev faktisk solgt i løbet af førstedagen, hvor de besøgende, set med maskinsælger-øjne, var af super kvalitet. Lørdag kom så det store rykind, og mange maskininteresserede havde gjort besøget til en lille familieudflugt. Det er helt fint, for vi ved, at mange har det godt med at hygge sig mellem de mange maskiner, og så senere vender tilbage for at skrive på en slutseddel, siger Claus Bjerregaard.

Udover maskinen havde Scantruck også den nye MLT961-teleskoplæsser med. Den henvender sig mere klart til byggeribranchen.