I stedet for at bruge to hele arbejdsdage på at kridte en amerikansk fodboldbane op, tager det nu i stedet to timer.

Der er ikke en eneste dansk spiller i verdens største amerikansk fodbold-liga NFL. I stedet er der en dansk robot, der kridter banerne op. Intelligent Marking har indgået en aftale med Tampa Bay Buccaneers om at kridte banen op på deres stadion Raymond James Stadium. På to timer kan deres robot Intelligent One kridte en fuld amerikansk fodboldbane op fra ende til anden.

- Direktøren i vores amerikanske datterselskab kender gud og hver mand og etablerede kontakten. Vi har ikke selv målrettet gået efter NFL-hold, og normalt ville vi gå efter de steder, hvor den kan køre på så mange baner som muligt og på den måde give en effekt, siger Anders Sørensen, der er direktør i Intelligent Marking.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udover amerikansk fodbold kan robotten opkridte mere end 45 forskellige banetyper. Heriblandt selvfølgelig fodbold, hvilket var en ret brugbar ting i oktober måned. Her spillede det amerikanske fodboldlandshold på Raymond James Stadium, hvorfor der naturligvis skulle opkridtes på en anden måde. Via en tablet valgte man en anden skabelon, så der kunne spilles fodbold.

- For os er det selvfølgelig en kæmpemæssig anerkendelse af vores produkt, for det giver branding. Næsten alle kender NFL. Men det er svært at sige, om vi kan se det på salgstallene, og vi har ikke målt en konkret ændring endnu, siger Anders Sørensen.

Ingen GPS-problemer

Andre opkridtningsrobotter kan have problemer med gps-signalet, når den kører under træer eller op af høje betonmure, som der for eksempel er på et stadion. Men med Intelligent One er der en lokal basestation med, der giver en højere præcision.

- Vi kan køre stort set overalt. Når vi har basestationen med, opretter vi et konstant lukket netværk, og på den måde kan signalet ikke gå ud eller forsvinde. Vi havde det problem for to år siden, men det er vi for længst kommet over, siger Anders Sørensen.

Og så trisser den ellers af sted. Banen kan lægges, som man ønsker det, og når der trykkes på start, passer den sig selv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Man behøver sådan set ikke holde øje med den, når den kører, for den skal nok udføre sit arbejde godt nok. Den kan køre om natten, hvis det skal være, siger Anders Sørensen.

Udover Tampa Bay Buccaneers har også et andet NFL-hold købt robotten, men direktøren må ikke nævne holdets navn på grund af rettigheder. Derudover har mere end 25 danske kommuner købt den til deres fodboldbaner.